Mulighed for en pletvis hvid jul

Landsdækkende hvid jul er stadig usandsynligt, men i nogle kommuner skal saltet frem

Sne i Vendsyssel (Foto: Birger Josephsen © (C) DR brugerbillede)

For enhver der har fulgt bestræbelserne på at forudsige julevejret i år, står det nok klart, at det har været en broget omgang med ret så svingende prognoser.

I nat kom der lidt sne i Vendsyssel og i det nordøstlige Sjælland - der var tale om ½-2 cm sne som blev liggende. En del af denne sne kan muligvis overleve de kommende dage hvor vi får nattefrost, men der er også mulighed for snefald i morgen lillejuleaften.

Danmark vil da være delt af en koldfront der strækker sig fra nordvest mod sydøst, og i denne frontzone kan der falde lidt sne flere steder, og efterfølgende nattefrost cementerer den lidt.

Selve Juleaftensdag starter med morgenfrost - og der er brug for saltning af vejene mange steder. Lidt sol her og der, men op ad dagen stiger temperaturen til mellem 2 og 6 varmegrader, det vil uvægerligt gå ud over den sne som er faldet søndag.

Sydvestjylland og øerne syd for Fyn har de mindste chancer for sne til juleaften.

Facebook
Twitter