Næste uges vejr: Skiftevis tørt og vådt

Vi zigzagger mellem højtryk og lavtryk og det giver skiftende vejrtyper

Vejret kommer til at skifte mellem regn, byger og sol i den kommende uge. Tirsdag ser lige nu ud til at blive den varmeste dag.

Vi henter vejret fra vest, hvilket får højtryk og lavtryk til at passere os på skift og heraf får vi meget forskelligt vejr.

Mandagen arbejder på højtryk

Ugen begynder med, at en højtryksryg bevæger sig gennem landet. Højtrykket er dog lidt ”sløjt” og derfor kan det ikke helt undertrykke enkelte byger. Lige nu har prognosen en tendens til flest byger over det østlige Danmark.

Vinden bliver ganske rolig og dagens højeste temperaturer kommer op på ca. 20 grader.

Ugens varmeste dag

Tirsdag nærmer en front sig fra vest. På forsiden af fronten drejer vinden over i sydlige retninger samtidigt med at vinden øger en smule til en let til frisk vind. Vindretningen fra syd skubber varmere luft op over os, så dagens højeste temperaturer kommer op på 20 til 24 grader.

Varm luft løber op over Danmark på forsiden af en front. Hvis timingen holder, kan en del af tirsdagen blive ganske nydelig.

Det er stadig usikkert præcis hvornår fronten bevæger sig ind og Vestjylland, men en del af dagen kan blive en flot og varm solskinsdag, hvis fronten, som prognosen som lige nu foreskriver, først kommer ind over os om aftenen. Regnvejret bevæger sig mod øst natten til onsdag, men svækkes noget undervejs.

Onsdag med bagsidevejr og en ’hale’ af regn

Onsdag morgen ser det ud til, at fronten tager til i styrke igen og trækker en ’hale’ af regn hen over den sydlige og østlige del af Danmark. I resten af landet bliver himlen sandsynligvis præget af sol og drivende skyer, måske iblandet en enkelt byge eller to.

Vinden blæser fortsat friskt fra vest, men aftager en smule i dagens løb. Den vestlige vind lægger en dæmper på temperaturen, som igen falder til 17 til 20 grader.

Højtryk bygger op til næste weekend

Torsdag fortsætter som onsdag slap, med en kølig vestenvind, men det næste højtryk lurer i horisonten. Det ser dog ud til at højtrykket først bider på natten til fredag og så i øvrigt kommer til at præge næste weekends vejr. Nu er vi dog så langt ude i prognoseverden, at der naturligvis er en vis usikkerhed forbundet med vejrudviklingen.

Facebook
Twitter