Nattefrosten er lige om hjørnet

Efterårsferien byder på de optimale betingelser for den første nattefrost.

Frost i græsstrå i Østbirk. (Foto: Gunnar Jensen © DR Brugerbilleder)

Mens de fleste efterhånden har oplevet rim i græsset i de tidlige morgentimer, så lader den første officielle nattefrost vente på sig. Vi skal altså under nul grader i to meters højde, hvor luften ikke påvirkes af jordoverfladens svingende temperaturer.

Som regel kommer den første frost typisk sidst i september eller først i oktober, og det er årstiden såvel som de rette vejrforhold, der afgør, hvornår den første nattefrost kommer.

Klart og vindstille

De optimale betingelser for nattefrost får vi, når himlen er skyfri, og vinden er svag. Når der ikke er skyer på himlen, er der stor udstråling - det vil sige, at den opvarmede luft ved jordoverfladen stiger til vejrs og fortsætter ud i verdensrummet, da de manglende skyer ikke holder på varmen som en dyne.

Vinden er også afgørende, da havvandet omkring os stadig er 12 - 14 grader, og derfor vil en vind blæse den varmere havluft ind over land og holde frostgraderne for døren.

I Århus lufthavn var man tæt på frysepunktet med bare 0,4 grader.

Rim på græsset

Nogle overflader afgiver varmen hurtigere end andre, og derfor kan der være rim nogle steder, selvom luften fortsat har plusgrader.

Rimfrost på bladene en tidlig morgentime. (Foto: Hans Chr. Katberg Olrik © DR Brugerbillede)

Sidste år kom den første nattefrost d. 23. september, men det var også usædvanligt tidligt. Efterårsferien i år byder på højtryksvejr, vind fra øst, vindstille og klart vejr, så mon ikke nattefrosten er lige om hjørnet?