Juli var kun få dage gammel, før de højeste, globale gennemsnitstemperatur nogensinde blev målt.
Og så var juli ligesom i gang.
- Det ekstreme vejr, som har påvirket millioner af mennesker i juli, er desværre det barske resultat af klimaforandringer - og kun en forsmag på, hvad der venter os, sagde generalsekretæren for Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO), Petteri Taalas, den 27 juli.
Måneden har budt på skov- og naturbrande i blandt andet Grækenland, Kroatien, Italien, Canada og Algeriet.
Der har været ekstrem hedebølge i Sydeuropa med temperaturer tæt 50 grader, og også flere steder i USA, Nordafrika og Kina har der været rekordhøje temperaturer.
I juli blev der målt 48,9 grader i Death Valley i Californien i USA. Det var den varmeste nat nogensinde registreret globalt.
Verdenshavene er også blevet varmere i juli. 38,43 grader celsius - samme temperatur som et typisk spabad - blev eksempelvis målt på havet ved Manatee Bay i Everglades-nationalparken i den sydlige del af delstaten Florida i USA.
Temperaturen i Det nordlige Atlanterhav plejer at toppe i september. I år var det her i juli med 24,9 grader.
Mange steder i verden ventes den ekstreme varme at fortsætte ind i august.
Her er fem overskrifter om ekstremt vejr den seneste måned
- •
Juli blev den varmeste måned nogensinde målt på kloden.
- •
Menneskeskabte klimaforandringer spiller en "overvældende" rolle i de ekstreme hedebølger i blandt andet Sydeuropa, har forskere konkluderet.
- •
Det er blandingen mellem menneskeskabte klimaforandringer, stigende havtemperaturer og vejrfænomenet El Niño, som sender de globale temperaturer i vejret.
- •
Ifølge World Weather Attribution bliver hedebølger af julis omfang mere almindelige med tiden, hvis ikke udledningen af drivhusgasser sænkes.
- •
Klimaforandringerne er her. Det er skræmmende. Og det er kun begyndelsen. Den globale opvarmnings æra er slut, og den globale kognings æra er her, sagde FN's generalsekretær, António Guterres, i torsdags. (Kilder: DR, Ritzau)