Nu falder temperaturen 10 grader, men mere sensommer venter snart

Denne uge giver flere skift i vejret, og weekenden kan nå over 20 grader

Siden mandag har vejret ændret karakter, da flere kraftige byger er trukket ind over os og temperaturen samtidig dykker gevaldigt de kommende dage. Der venter dog endnu et skifte i vejret, så weekenden giver sommerligt vejr. Her er det ved Hasseris i Aalborg. Foto: Ingrid Dahl-Jensen

Hvis du kiggede på et termometer i Store Jyndevad i Sønderjylland mandag eftermiddag, ville du se, at der stod 28,2 grader.

Gør du det samme i morgen onsdag, vil temperaturen være dykket med omkring 10 grader. Der venter nemlig et vejrskifte de næste dage, og det vil få vejret til at føles som det efterår, vi har bevæget os ind i.

Mens den seneste uge har været ekstraordinær med otte meteorologiske sommerdage i streg, hvor temperaturen altså var over 25,1 grader, så vil vi mange steder i landet nå et temperaturmæssigt højdepunkt omkring 14-15 grader.

Enkelte steder mod syd kan nå højere med omkring 18 grader de næste dage, men i hele landet vil det være en helt anden oplevelse af vejret, end hvad starten af september ellers har budt på.

Det er nemlig koldere atlanterhavsluft, der de næste dage kommer ind over os med vinden fra vest og nordvest, og også vindstyrken vil være kraftigere end hvad efteråret ellers har givet os.

I slutningen af ugen vender det tørre og lune vejr retur, og i prognoserne strækker det sig også ind i næste uge. Grafik: DR Vejret

Ustadigt vejr venter

Udover lavere temperatur, så vil der også være andre ændringer i vejret de kommende dage. Indtil mandag var der samlet set faldet under én millimeter regn i september, men det ændrede sig i går, hvor kraftige tordenbyger gav adskillige skybrud, og nogen steder 50 millimeter vand.

Samlet endte regnestykket på 4,7 millimeter på landsplan, men der bliver føjet mere til dét tal de næste dage. Tirsdag morgen dukkede endnu en omgang byger op over landet, og det har indtil videre givet et par millimeter. Tirsdag alene kan der lokalt falde mere end 10 millimeter lokalt. Og det kommer til at gentage sig onsdag, hvor det dog vil være de sydlige egne, der har bygerne over sig.

Der venter endnu endnu en omgang sommervejr sidst på ugen, og det kan strække sig ind i næste uge også. Her er det ved Hirtshals. Foto: Birger Josephsen

Sommervejret vender tilbage

Mens vejret med andre ord kommer til at føles præcis som det, man kan forvente af årstiden, er det kun kortvarigt, der er behov for at skifte shorts ud med lange bukser. Allerede i weekenden stabiliseres vejret over Danmark, når et højtryk nærmer sig torsdag.

Det giver tørt vejr, og fra fredag vil temperaturen i hele landet igen nå et sommerligt niveau, uden der dog er udsigt til, at vi når niveauet fra den forgangne uge. Hen over weekenden vil det spænde fra 18 til cirka 23 grader.

Det tørre og lune vejr fortsætter ind i den kommende uge, og derved kan september få endnu et skub i retningen af at blive usædvanlig varm. Lige nu er middeltemperaturen på 17,5 grader i kontrast til klimanormalen på 13,6 grader.