Nu ruller kulden ned over Danmark på et kort visit: Nattefrost i store dele af landet

En koldfront bevæger sig i dag ned over landet, men de lave temperaturer varer ikke ved.

Mange skal have gang i isskraberen i morgen tidlig. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

Hvis du skal ud og gå en søndagstur, er det en god idé at finde hue og handsker frem.

I løbet af dagen bevæger en svag koldfront sig nemlig ned over landet fra nord og med den kommer kold polarluft, der får temperaturerne til at falde i eftermiddag og nat.

Det fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende metereolog ved DMI.

- Det klarer også op, og det betyder, at der i nat kan være udbredt nattefrost.

Selvom temperaturerne indtil videre har været ganske milde, er det ikke den første nattefrost, da der har været lokal nattefrost i løbet af efteråret.

Nattefrosten bliver udbredt, men det er dog ikke alle steder, hvor man skal have gang i iskraberen eller børste frosten af cykelsadlen, siger Lars Henriksen.

- Vandet er stadig varmt, så ude ved kysterne er det stadig over frysepunktet.

På trods af det klare vejr så slipper vi dog ikke helt for lokale byger.

Lisbet Jensen har taget billedet her af den smukke solopgang i Risskov. (Foto: Lisbet Jensen © PRIVATFOTO)

Varm luft banker på

Hvis du bliver nervøs over, at du stadig ikke har fået vinterdæk på dytten, så behøver du dog ikke gå helt i panik endnu.

Kulden er nemlig kun på kort visit, fortæller Lars Henriksen.

- Allerede i løbet af mandag begynder den varme luft at banke på igen. Så det ser først ud til, at der kommer nattefrost igen i næste weekend.

Og der er heller ikke den store risiko for, at der skulle komme sne - og slet ikke noget, der lægger sig.

Lars Henriksen understreger dog, at udsigten er mere usikker, jo længere frem i den kommende uge vi kommer.

Det er ikke Fuji i Japan, men solen bag skyerne over badebroen i Kolding, skriver Erik Voss om sit foto. (Foto: erik voss © PRIVATFOTO)
FacebookTwitter