Det er lige før, det er en klassiker: Når landets børn vender tilbage til skolebænken efter en lang sommerferie, kommer det gode sommervejr.
Sådan bliver det i hvert fald i år. For efter en juli måned, som de fleste nok vil huske som våd, småkølig og til tider blæsende, så ændrer vejret denne uge karakter til noget mere lunt og sommerligt.
Længe ventet sommerdag
Det begynder allerede i dag, hvor Danmark ligger i en svag, sydlig luftstrøm, som sender temperaturerne op mellem 18 og 23 grader. Lokalt endda over de 25 grader, hvilket giver os en såkaldt meteorologisk sommerdag.
Og det er længe siden, danskerne har kunnet lune sig på sådan en.
Faktisk skal vi helt tilbage til den 16. juli, før termometeret sidst passerede 25 grader.
I dag bliver det lunest på Vestsjælland, Fyn og Sydhavsøerne. Vejret bliver en blanding af sol og skyer og tørvejr langt de fleste steder.
Tirsdag med byger
Men før der går fuldkommen solseng og paraplydrinks i den, så lad os lige dvæle ved tirsdagsvejret.
For godt nok bliver det igen lunt med temperaturer op mellem 18 og 23 grader, lokalt op omkring 25 grader – flankeret af perioder med solskin en rolig vind fra syd.
Men mange steder vil der i dagens løb også komme perioder med regn eller byger, som kan være kraftige og med torden. Det ser ud til, at de kraftigste byger vil komme øst for Storebælt.
Gode solchancer
Herefter bliver vejret mere stabilt. Onsdag byder på en del sol, men også skyer. Det kan ikke udelukkes, at der kommer en enkelt let byge forbi, men det bliver i småtingsafdelingen.
Termometeret lister sig igen op i niveauet mellem 18 og 23 grader og med en svag til jævn sydvestenvind vil det føles ganske behageligt. Stort set det samme er opskriften på vejret torsdag og fredag.
En våd, men lun, weekend
I løbet af weekenden skal en front passere landet.
Som prognoserne ser ud lige nu, vil det meste regn falde i løbet af lørdagen og natten til søndag.
Til gengæld byder begge dage på sommerlige temperaturer op til 25 grader, hånd i hånd med en let til frisk vind.
Summa summarum: Byger, der går og kommer, det ér den danske sommer.