Nu står den på skyer og køligt vejr

Det usædvanligt varme og solrige vejr tager en pause

I går passerede en koldfront henover Danmark. Den gav en del regn til Jylland og Fyn, mens Sjælland og Bornholm blev snydt. Men det er tydeligt for hele landet, at vi nu er i en helt anden slags luft.

Mere normalt sommervejr

Vi skal nu vænne os til en periode med vejr, der passer bedre ind i klimastatistikken. Det vil sige typiske dagtemperaturer omkring de 20 grader og et par eller tre regnvejr om ugen. Ikke totalt overskyet og mørkt vejr. Juni har i gennemsnit 8 soltimer pr. dag.

Denne uge giver ikke megen regn

Selvom statistikken siger flere regnvejr om ugen, så bliver denne uge ikke præget af megen regn. Der kan komme spredte byger, men langt det meste af tiden, vil vi få tørvejr med både sol og skyer. Som prognoserne ser ud her mandag formiddag, er det torsdag eftermiddag og aften, der ser mest våd ud. Men igen er det Jylland, der får mest regn og de østlige landsdele, der må undvære.

  • Print
  • Del artiklen: