Ny omgang med blæst og højere vandstand i løbet af mandag

For tredje gang på bare to uger sender et kraftigt lavtryk en del vind og vand ned gennem Kattegat

Roskilde havn med høj vandstand (Foto: Jesper Eriksen © DR BRUGERBILLEDER)

Hvis det går, som prognoserne prædiker denne fredag formiddag, så er det sandsynligt, at vi i løbet af mandagen får en stigning i vandet på mellem 80 og 120 cm over normalen, i de indre farvande.

Om vandstanden kommer over 125 cm over normalen - og dermed trækker et varsel fra DMI - er endnu noget usikkert, det afhænger helt af lavtrykkets dybde og den fart, det passerer Sydskandinavien med.

Først vind derefter vand

Historien gentager sig; et lavtryk under uddybning over Sydnorge skubber vand ind gennem Skagerrak, og allerede sent søndag etableres der en gedigen nord-nordvestenvind ned gennem Kattegat.

Det vil uvægerlig give en højere vandstand i sydlige Kattegat og ind i sunde, fjorde og bælter.

Vandstandstandsstigninger i indre farvande er i høj grad vinddrevne og afhænger i meget mindre grad af tidevand, så ændringer i vindprognosen giver sig med det samme til kende i vandstandsprognosen.

Derfor kan det sagens nå at ændre sig i op- eller nedadgående retning for både både vind og vand på søndag og mandag.

Facebook
Twitter