Ny sne og slud på vej i store dele af landet

Hvis man skal ud i trafikken i nat eller i morgen tidlig er det en god idé at afsætte lidt ekstra tid.

Et nedbørsområde er nemlig på vej fra sydvest og har både sne, tøsne, slud og regn med sig, og det kan godt blive til en 2-7 lokalt op til 10 centimeter sne.

Nedbørsområdet fortsætter mod Sydsverige, så måske kan de vestlige og nordvestlige egne gå fri. Men ellers vil resten af landet blive ramt af en eller anden form for nedbør i løbet af de næste 12 timer.

Temperaturen omkring frysepunktet giver store variationer

Temperaturen ligger til aften mellem 2 graders varme mod sydøst og ned til under frysepunktet mod nord, og det er også i det leje temperaturen vil ligge i nat. Dermed bliver det meget forskelligt om nedbøren falder som sne, slud eller regn, og det er svært at sige helt præcist, hvor grænsen går fra sne til slud og til regn.

Det bedste bud er dog, at der er en stor sandsynlighed for, at nedbøren falder som regn på Bornholm, og som slud eller regn på Lolland, Falster, Langeland og Ærø. Mens store dele af Sjælland, Fyn og Jylland, vil få sne eller tøsne de fleste steder.

Temperaturne vil i morgen eftermiddag kravle op til omkring 0 til 4 graders varme, og derved vil sneen langsomt smelte, før det igen bliver koldt natten til onsdag.

  • Print
  • Del artiklen: