Nyd fredag og lørdag. For søndag kan blive rigtig, rigtig våd

Søndag kan de allermest uheldige få over 30 millimeter regn.

Søndag vil et smalt bælte befinde sig lige over Danmark. Bæltet bevæger sig på langs, så man forventer, at den sydlige og midterste del af landet kan få en lang regnvejrsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix Denmark)

Hvis du går ud og kigger op i himlen i weekenden, er der snart optræk til en fejde mellem den nordiske kulde og den spanske varme fra syd.

I de kommende dage vil den hede luft, som spanierne og franskmændene har haft de seneste dage, nærme sig Danmark. Og det kan betyde en ordentlig omgang regn, når varmen møder den kolde nordiske luft på søndag.

Frem til da venter der dog en fredag og en lørdag, som ser mere solrige ud. Det fortæller Mikael Jarnvig, der er meteorolog i DR.

- Fredag formiddag skinner solen i stort set hele landet, mens det allerede er skyet i Vestjylland. Det tæppe trækker sig mod øst og rammer Bornholm omkring klokken 21 fredag aften, siger han.

Tæppet med skyer kan indeholde en anelse regn, men det vil kun være smådryp, fortæller han.

Lørdag ser bedst ud

Lørdag forlader skyerne Danmark, og solen vender tilbage. Her kan temperaturerne nå omkring de 23 grader mod sydøst, mens termometret i den nordvestlige del af Jylland vil havne på de 15 til 18 grader.

Når lørdag aften nærmer sig, begynder det at gå løs. Varmen sydfra, der er på omkring de 30 grader, forsøger nemlig at presse sig op sydfra, men kulden fra nord står fast. Og det ser altså ud til at give en solid omgang regn flere steder.

- Skyerne kommer fra sydvest, og allerede ved midnat begynder det at regne rigtig mange steder. Der vil komme et massivt, men smalt bælte på cirka 100 kilometer, der strækker sig fra Sydvestjylland over Fyn og til Sjælland. Det vil bevæge sig på langs, og det kan betyde, at man sagtens kan få 12 timer med regn, siger Mikael Jarnvig.

  • Frankrig er ramt af hedebølge. Her er det ved Loire-floden, hvor vandet ikke løber på samme niveau, som det plejer. Det er den varme, der forsøger at bevæge sig nord på. (Foto: LOIC VENANCE © Ritzau Scanpix)
  • I Toulouse nåede temperaturen 43 grader. Flere steder i Frankrig har der været hedebølge de seneste dage. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Han forventer ikke, at regnvejret bliver særlig intensivt, men hvis det regner tre millimeter i timen, og man befinder sig et sted, hvor bæltet strækker sig i 12 timer, så risikerer man altså at få 36 millimeter.

Fordi bæltet er så smalt, vil nordjyderne og dem på Lolland-Falster og Bornholm måske nøjes med skyet vejr ind imellem på lørdag. Det kan endda føles lummert sydpå på grund af varmen fra kontinentet, fortæller han.

Så hvis man savner det helt varme vejr, skal man ikke langt ned i Tyskland for at opleve temperaturer over 30 grader i weekenden.

Store forskelle

Lige nu lyder vurderingen, at det særligt er den sydlige og den midterste del af Danmark, der søndag bliver ramt af regn.

- Men der er usikkerhed ved denne vejrsituation, og det skal ikke rykke sig meget, før regnbåndet og den skarpe linje bevæger sig, siger Mikael Jarnvig.

- Derfor kan man på søndag sætte sig i en bil og køre blot en time, og så vil vejret været anderledes dér.

Hvis du snart trænger til regulære sommerdage med sol og 25 grader, så tyder det mest på, at du må vente lidt endnu. De næste otte dage ser ud til at blive klassisk dansk sommervejr, hvor der kan komme byger enkelte dage, men faktisk også sol.

- Det ser rimeligt ud til sankthans, og det bliver lidt lunere igen. Men det er ikke sådan, at man skal pakke sine bukser væk, siger Mikael Jarnvig.