Nyd solen, for resten af ugen giver regn

Vejret viser flere facetter denne uge.

Der venter dagsregn nogle steder, når en større front med regn trækker ind fra vest i løbet af onsdag. Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard

Slutningen på vinteren og starten på foråret har været en solrig affære, hvor vi har haft en himmel, som mange drømmer om i sommermånederne: Masser af sol og nærmest ingen nedbør.

Sådan ser starten af denne uge også ud, men i følge vejrvært Jonas Landin fra DR Vejret, så skal du nyde det i dag og tirsdag.

- Der trækker en større front ind onsdag middag fra vest, og det giver os nogle dage med regn til det meste af landet, og vinden tager også til i styrke. Holder prognosen, så holder regnen ved til fredag morgen, siger han.

Tirsdag bliver sidste tørre dag med sol i denne uge, derfra kommer der en front ind med regn. Torsdag og fredag har DMI et varsel om stormstyrke langs Vestkysten.

Masser af sol bliver til blæst

De seneste uger har ellers givet os mange timer i selskab med solen. Februar gav hele 101 timer, hvilket er 40 timer mere end normalt. I marts har vi indtil videre fået mere end 35 timer sol på månedens første syv dage. Og den kommer også retur igen i denne uge, omend kun for en kort stund, siger Jonas Landin.

-Sammen med regnen torsdag og fredag nat og morgen, så har vi også en kraftig vind. Lige nu har DMI et varsel ude om stormstyrke, der gælder til fredag.

Varslet gælder fra natten til torsdag og indtil fredag formiddag. Her er der risiko for vindstød af stormstyrke fra syd og sydøst, senere fra vest.

DMI skriver, at det er et tidligt varsel, og at det kan blive middelvind af stormende kuling med over 20 meter i sekundet. Vindstødende kan nå en styrke af stormstyrke, det vil sige vindstød over 25 meter i sekundet.

Det bliver dermed også de første dråber regn, vi har fået i lang tid. Faktisk viser DMI's arkiv, at der ikke har været nedbør siden 19. februar, hvor der faldt 3,5 millimeter. Undtagelsen er 25. februar og 7. marts, der begge havde et absolut minimum på 0,1 millimeter hver af de to dage.

Jonas Landin mener, at der kommer til falde mest regn i Nordjylland slut på ugen.

-Det kan blive til otte millimeter i Nordvestjylland, ellers er det 4-5 millimeter i resten af landet.

Marts holder sig kølig

Solstårlerne fredag bliver dog nok de sidste, vi får denne uge. Lørdag er der nemlig gensyn med regnen, fortæller Jonas Landin.

- Lørdag vender regnen retur, og det bliver et udbredt regnvejr, men der er ikke særlig meget vind, så det bliver ikke dramatisk som torsdag, lyder det.

Det bliver til dagsregn fra onsdag eftermiddag og til fredag morgen, og regnen vender retur lørdag og søndag. I følge prognosen kommer der mest vand i Nordvestjylland. Foto: Viggo Hjort Kohberg

Ugen igennem kommer dagtemperaturen til at ligge mellem tre og seks grader, varmest torsdag.

Og går du og glæder dig til tocifrede plusgrader, skal man skrue op for tålmodigheden. Selvom DMI nævner muligheden for op til 10 grader i marts, så optræder der dog ofte et "måske" foran. Månedsprognosen har stadig ret stor usikkerhed på slutningen af måneden, hvor det altså stadig kan være muligt at få vejr, der minder om forår.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk