Oktober sætter varmerekord

Når oktober slutter ved midnat er det med den højeste middeltemperatur nogensinde på 12,2 grader. Oktober 2006 overtager rekorden fra oktober 2001, hvor middeltemperaturen var 12,0 grader.

Den højeste temperatur i oktober indtraf på månedens første dag, da termometret sneg sig helt op på 21 grader celsius. (Brugerfoto) (Foto: Preben Heiring)

2006 er i sandhed vejr-rekordernes år. Oktober har sat varmerekord. Middeltemperaturen for hele landet var 12,2 grader.

Det er en anelse - 0,2 grad - over den tidligere rekord fra 2001 og hele 3,1 grad over normalen. På tredjepladsen ligger 1995 med 11,4 grader, fortæller Danmarks Meteorologiske Institut.

Den koldeste oktober, arkiverne kan opbyde, er fra 1905, da måneden endte på iskolde 5,2 grader - eller 7 grader koldere end i år.

Havet stadig varmt

Årsagen til den varme oktober skal blandt andet findes i havet omkring os, hvor vandet stadig er forholdsvist varmt.

Når det blæser, og det har det gjort meget i oktober, forhindrer varmt havvand temperaturen inde over land i at falde markant.

Samtidig har flere lavtryk pumpet lun luft op over syd og sydvest i månedens løb.

21 grader 1. oktober

Den højeste temperatur i oktober indtraf på månedens første dag, da termometret sneg sig helt op på 21 grader celsius.

Men så sent som den 26. oktober var det 18 grader varmt på Lolland lige før midnat, fremgår det af DMI's opgørelse.

Månedens laveste temperatur blev 1 grads frost på Bornholm natten til den 30.

Facebook
Twitter