"Ole" tjatter til Danmark: kraftig blæst på vej

Vi har fået en varm luftforandring over os, men det bliver også særdeles blæsende…

En blæsende dag med mere og mere sol. Vinden kulminerer først når solen er på retur. (Foto: Birger Kuhne © Brugerbillede- DR Vejret)

Vores norske brødre skal i dag være i selskab med orkanen "Ole". Det er især den nordlige del af Norge, som bliver ramt og her er man i fuldt beredskab. Her i Danmark kommer vi også til at mærke "Oles" indtog over Norge, dog ikke helt så voldsomt.

Kuling og stormstødDet vil dagen igennem blæse op, vi lægger ud med en jævn til hård vind. I eftermiddag tiltager vinden yderligere og vi får en frisk vind til kuling, i den nordlige del af Jylland kan der allerede her komme kraftige vindstød, måske helt op til stormstyrke.

Vinden kulminerer i aften og nattetimerne over det østlige Danmark og der er varsel om vindstød af stormstyrke over Nordjylland i et strøg ned over Djursland til den nordøstlige del af Sjælland og på Bornholm.

Selve middelvinden kan komme helt op på hård eller stormende kuling over større dele af landet og der kan komme kraftige vindstød alle steder.

Hvad betyder det for os?Tagsten kan blæse ned, træer kan vælte, store grene kan knække af træer og de større broer kan lukke.

Mildt vintervejr

Foruden blæsten er luften også helt anderledes i dag, det er blevet mildere…ja, næsten varmt for årstiden i hvert fald. Ingen frost den forgangne nat og dagens højeste temperatur kan komme op på 4 til 7 grader.

Solen skinner efterhånden pænt over det meste af landet, dog er der flere skyer mod syd i morgen- og formiddagstimerne. MEN husk, den tiltagende blæst tager toppen af hvor "varmt" det vil føles.

Facebook
Twitter