Onsdagssolen deler gavmildt ud

Det lyder dejligt, men det er faktisk en hård omgang for vinterbleg skandinavisk hud.

Der er gode betingelser for solskin i morgen onsdag, men over den sydlige del af landet vil det blive mere skyet. (Foto: ANDERS BIRGER SCHJØRRING © Scanpix)

Der er udsigt til en god portion solskin i morgen og så tidligt på året er der mange, som glemmer at solen faktisk er kraftig allerede nu.

Kold og småblæsende nat

Det klarer op til natten og temperaturen falder til 1 til 5 grader, hvilket vil føles ekstra koldt grundet den jævne til hårde vind fra øst og nordøst.

Flot solbeskinnet onsdag

Onsdagen byder på en god omgang solskin, men over den sydlige del af landet trækker et spor af skyer. Selvom himlen vil være prydet med solskin, vil den friske østenvind tage toppen af temperaturen. Dagens højeste temperaturer kommer op på 5 til 13 grader, koldest ved de østvendte kyster og varmest mod sydvest. Vinden bliver fortsat mærkbar med en jævn til hård vind fra østlige retninger og ved østersøkysterne kan vi endnu nå en kuling.

De fleste ved godt, at der skal bruges rigeligt med solcreme på strandturen i sommertiden. Men solen er faktisk lige så kraftig i april, som i sensommeren og derfor skal vi allerede nu beskytte os mod de skadelige UV stråler. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Scanpix)

Pas på solen

Selvom der stadig er et stykke op til behagelige varmegrader, så bider solen alligevel fra sig. Lige nu er UV indekset faktisk lige så højt, som i sensommeren. Yderligere har en typisk skandinavisk hud ikke fået sol det meste af vinteren og derfor er vi ekstra sårbare over for solskader. Som tommelfingerregel skal vi beskytte os i solen, når UV indekset kommer over 3 og det vil være tilfældet i morgen under skyfri betingelser.

UV stråling er kun en del af solens stråling

UV (ultraviolet) stråling er en del af den "pakkeløsning" af stråler vi modtager fra solen. Den infrarøde stråling (varmestråling) er kendetegnet ved de længste bølgelængder herefter følger den synlige stråling (altså hele farveskalaen), mens lys med de korteste bølgelængder kaldes UV stråling. Samlet set er lige over halvdelen af strålerne varmestråling (52%), 40% er synligt lys og 8% er UV stråling.

UV strålerne påvirkes af atmosfæren

Inden solens stråler rammer os, passerer de gennem atmosfæren. Nogle stråler reflekteres, absorberes eller spredes af ozonlag, skyer eller andre små partikler, mens andre brager lige igennem uden at ramme forhindringerne. Netto betyder det at ca. 2-5% af den samlede stråling modtaget her på jorden udgøres af UV stråling.

http://www.dmi.dk/vejr/sundhedsvejr/uv-indeks/

UV indeks fra 0 til 15

Intensiteten af de skadelige UV stråler kender de fleste som et tal mellem 0 og 15, men den "rigtige" enhed er faktisk W/m2 eller andre mere komplicerede udlægninger. Vigtigst af alt er dog, kommer UV-indekset over de 3 - så er der risiko for fx solskoldning og øjenskader - derfor tilrådes det at vi beskytter os.

Facebook
Twitter