Op til 28 grader: Sommervarmen når i dag nye højder

Lokalt er der nu allerede varmebølge - og flere steder vil få det i dag.

Sol og sommervarme kunne onsdag nydes ved Balle Strand på Samsø. (Foto: © Ib Skou)

Torsdag får vi for fjerde dag i træk en sommerdag med temperaturer over 25 grader.

Det sker i forbindelse med, at usædvanligt varm luft for årstiden fra Syd- og Mellemeuropa fortsat strømmer op over Danmark.

Ifølge de seneste prognoser vil sommervarmen vare ved resten af ugen.

Og de fleste steder i landet får endnu en varm og solrig sommerdag. Ved Østersøen kan det dog blive mere skyet langs kysterne, og i Nordjylland vil et tyndt skydække sløre lidt for solen.

Ellers er der lagt op til en endnu en sensommerdag med temperaturer, der i det meste af landet når op mellem 24 og 28 grader.

Med en let til jævn sydøstenvind vil temperaturen langs østvendte kyster nogle steder blot nå 20 grader.

Med den sydøstlige vind varmes luften mest op hen over de solopvarmede landområder, og derfor vil de højeste temperaturer nås hen over Vestsjælland og Vestfyn, hvor man kan få op til 27 grader - også i Vestjylland, hvor temperaturen med op til 28 grader kan nå nye højder.

Lokalt kan det blive lidt varmere, og et enkelt sted eller to i det vestligste Jylland kan man torsdag eftermiddag se termometeret nærme sig 29 grader.

Dermed er der lagt op til septembers foreløbigt varmeste dag. Den havde vi tirsdag, da temperaturen i Store Jyndevad i Sønderjylland nåede 27,1 grader.

Prognose: Forventet højeste temperaturer torsdag den 7. september. (Foto: © DR Vejret/DMI)

Første sted med lokal varmebølge

Men allerede onsdag overskred Store Jyndevad i Sønderjylland kriteriet for varmebølge, der af DMI er defineret som, at gennemsnittet af de seneste tre dages maksimumtemperatur et givet sted overstiger 25 grader.

Det er blot femte gang siden 1987, at der registreres varmebølge i Store Jyndevad i september eller senere.

Store Jyndevad måler i efteråret typisk nogle af landets højeste temperaturer, og det er også her, man har haft en historisk sen sommerdag, da der den 1. oktober 2011 blev målt 26,9 grader.

Med torsdagens høje temperaturer ventes flere steder i landet at få lokale varmebølger i løbet af dagen.

Varmebølgerne kan de kommende dage brede sig til så stor en del af landet, at der bliver tale om regionale eller måske endda landsdækkende varmebølge.

Er der varmebølge i mere end halvdelen af landet, er der tale om landsdækkende varmebølge.

Sommervarme hen over weekenden

Det varme og overvejende solrige sensommervejr ventes at fortsætte de kommende dage, så temperaturen helt frem til starten af næste uge vil nå op mellem 25 og 27 grader - og lokalt kan det blive lidt varmere.

Dermed er der udsigt til en for årstiden usædvanligt lang række af sommerdage.

Ifølge de seneste prognoser vil vi frem til mandag få over 25 grader, og dermed kan rækken af sommerdage nå op på hele otte sommerdage i træk.

Det er flere sommerdage end vi havde i henholdsvis juli (5.) og august (6.).

I den meget varme september 2016, hvor temperaturen nåede 29,9 grader, havde vi fem dage i træk med temperaturer over 25 grader.

Vejret de kommende fem døgn. (Foto: © DR vejret)