Opklaring med sol og blæst: Men søndag bliver våd

Desværre holder solen ikke ind i weekenden hvor især søndag bliver våd

Sol ved Brøndby Strand (Foto: Per Ziegler © DR BRUGERBILLEDER)

Fredag kommer solen frem - i Nordjylland fra morgenstunden - og længst mod syd når vi nærmer os frokosten. Opklaringen kommer med blæst fra nordvest, men også med noget højere temperaturer, som når op mellem fire og otte graders varme.

På medaljens bagside står der, at weekendvejret ikke kan holde trit: Lørdag kommer der skyer tromlende ind fra Nordsøen og især i den sydvestlige del af landet, kommer der også nogle millimeter regn.

Vind og vandstand

Lørdagens regnvejr når knap nok at glide ud mod sydøst, før et nyt og mere landsdækkende regnvejr kommer susende. Det blæser op fra vest i løbet af søndagen, og temperaturen kommer til at ligge omkring 5-6 graders varme.

Vinden omkring lavtrykket er først fra vest. Senere en gedigen kuling fra nord-nordvest, og det betyder at der kan være nok en situation med forhøjet vandstand på vej til de indre danske farvande, i løbet af sent mandag.

Det afhænger dog helt og aldeles af en god prognose på lavtrykkets dybde og fart, idet vandstanden i de indre danske farvande stort set ikke er påvirket af tidevand, men derimod af vindens styrke og dermed evne til at flytte overfladevand.

Facebook
Twitter