For anden gang på under en måned er store dele af Grækenland blevet ramt af enorme regnskyl, der natten til onsdag lokalt har givet over 200 millimeter regn.
De store mængder nedbør falder i forbindelse med lavtrykket 'Elias', der forventes at give Grækenland mere regn og blæsende vejr frem til torsdag.
Oversvømmelser og jordskred
Hårdest ramt af nattens uvejr er øen Evia nord for Athen, hvor flere floder på den nordlige del af øen er gået over deres breder og givet oversvømmelser i flere byer.
Ifølge det græske medie Protothema er situationen særligt kritisk i byerne Rovies og Mantoudi, hvor vandet står op til en meter højt.
Et jordskred i landsbyen Derveni har ødelagt den nord-sydgående hovedvej på Evia, som betyder, at indbyggerne i Derveni er afskåret fra omverdenen.
Også i den græske hovedstad Athen meldes der om oversvømmede gader efter nattens regn- og tordenbyger, mens flere skoler i det østlige og centrale Grækenland onsdag er lukket.
Danskere i Grækenland advares
De voldsomme regnskyl har fået Udenrigsministeriet til at advare danske turister i Grækenland om uvejret.
Der henvises til at udvise forsigtighed og anbefaling om at følge de lokale myndigheders anvisninger og holde sig opdateret om situationen via nyhedsmedierne, myndighederne, hoteller og rejsebureauer.
Over 200 millimeter regn siden midnat
Flere steder i det centrale og østlige Grækenland er der siden midnat faldet mellem 50 og 100 millimeter regn i forbindelse med kraftige tordenbyger.
På den nordlige del af Evia er der dog faldet endnu mere. Her har man i Vateri nær byen Limni fået hele 236 millimeter regn siden det kraftige regnvejr begyndte lidt efter midnat.
Da regnen var kraftigst faldt deri Vateri 42 millimeter regn på en halv time. Det svarer til lidt over dobbelt skybrud.
Skybrud er betegnelsen for mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Mere regn på vej
Det voldsomme uvejr fortsætter onsdag i store dele af Grækenland med regn- og tordenbyger.
Især den østlige og centrale del af Grækenland samt den nordlige del af Peloponnes kan i løbet af onsdagen få mere end 100 millimeter regn.
Den græske vejrtjeneste EMY har udsent varsler om kraftig regn, torden og hagl for stort set hele Grækenland.
Varselt gælder frem til og med torsdag, hvor uvejret ventes at aftage.
Indtil da kan der ifølge prognoserne være faldet yderligere 150 til 200 millimeter regn.
Kommer få uger efter stormen Daniel
Det voldsomme uvejr kommer blot få uger efter Grækenland i starten af september blev ramt af historiske regnskyl, der lokalt gav over 1.000 millimeter regn på få døgn.
Her blev flere byer i det østlige Grækenland oversvømmet, da stormen Daniel i flere dage sendte store mængder regn ind over især den østlige del af Grækenland.
I alt kostede uvejret 17 mennesker livet i Grækenland.
Stormen Daniel fortsatte ugen efter med at udvikle sig over Middelhavet.
Den ramte senere det nordlige Libyen med over 400 millimeter regn og katastrofale oversvømmelser i byen Derna.
Ifølge verdens sundhedsorganistationen, WHO har oversvømmelses-katastrofen i Libyen kostet mere end 4.000 mennesker livet, mens 8.000 stadig er meldt savnet.