Overskyet torsdag med stedvis opklaring

Mildt decembervejr til hele landet, men kun solkig til de særligt udvalgte.

Nær Vejle fik 2. juledag en smuk begyndelse, inden skyerne tog over. I dag bliver det omvendt: Overskyet først på dagen og senere stedvis opklaring. (Foto: Else-Marie Jørgensen © DR Seerbillede)

Torsdagen begynder som en stor del af decemberdagene denne måned er begyndt: Overskyet med dis eller lokal tåge og lidt regn eller finregn hist og her. Særligt i den nordøstlige del af landet kan formiddagen være lidt fugtig. Men alt godt kommer som bekendt til den, der venter, og derfor kan lige netop den landsdel også se frem til en opklaring i løbet af eftermiddagen.

Prognoserne viser en opklaring fra nord i løbet af eftermiddagen. Det giver i første omgang solskin til dele af Jylland og senere stedvis opklaring til sjællænderne. (Foto: DR Grafik)

Få solskinstimer

Generelt har det skortet på solskinstimer denne december. Foreløbig har vi fået 24 solskinstimer, og det normale er 43. I går var solen fremme en enkelt time. Termometeret vil placere sig et sted mellem seks og ni grader i dag, og vinden vil være jævn til frisk fra vestlige retninger.

En klar tørvejrsnat

Vi lægger 3. juledag i seng til en nat med klart vejr og tørvejr. Lige med undtagelse af Bornholm, der bliver puttet under en dyne af skyer og byger. Temperaturerne vil lægge sig et sted mellem tre og syv grader, og vinden vil være let til frisk - fortsat fra vestlige retninger.

Facebook
Twitter