Påsken byder på 20 grader og skarp sol

Tørkeindekset er højt, og det samme er risikoen for solskoldninger.

For et år siden så der sådan ud på Havnefronten i Aalborg - der er gode muligheder for en gentagelse i påsken i år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter en rekordvåd marts og iskold start på april ser påskevejret noget lunere og tørt ud.

Flere steder kan vi ramme 20 grader 2. påskedag.

Men med det skønne vejr kan der følge både forhøjet risiko for solskoldninger, naturbrande og snotnæser.

Læs mere om påskevejret, og alt hvad der følger, herunder:

Sommerlige temperaturer

Mange steder kommer der op mod 20 grader i påskedagene. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter en særdeles kold start på april bliver dele af påsken varm med næsten sommerlige temperaturer.

Det lunere vejr starter faktisk allerede i dag, hvor vi får mellem 10 og 15 grader, mens vi både skærtorsdag, langfredag, påskelørdag og påskedag kan komme op på 17-18 grader - dog noget køligere og måske 'ned til' omkring 13 grader ved kyster med pålandsvind.

2. påskedag kan vi ifølge DMI ramme 20 grader flere steder. Fælles for alle påskedagene er, at det bliver mest tørt med en del sol.

Og så ser det ud til, at det fra natten til 2. påskedag er slut med nattefrost, hvilket er godt nyt for plantelystne haveejere. Her skulle vi ende på nattemperaturer på mellem fem og syv grader.

Husk solcremen

Husk solcremen, hvis påskeferien skal nydes udendørs. (Foto: Toke Hage)

Apropos dejligt solskinsvejr, så er det tid til at finde solcremen frem, hvis påskevejret skal nydes udenfor.

Uv-indekset kommer nemlig op over 3 allerede i dag, og dermed anbefaler både DMI og Kræftens Bekæmpelse, at man smører sig ind, da der er såkaldt 'moderat risiko' for solskoldning, hvis man opholder sig meget i solen.

Allerede i morgen kan uv-indekset komme over 4, og så er det godt med en solcreme med mindst faktor 15.

På en god sommerdag herhjemme kommer uv-indekset typisk op på cirka 7.

Højt tørkeindeks

Efter en rekordvåd marts har vi nu et højt tørkeindeks. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Allerede for en uge siden siden advarede DMI om, at tørkeindekset var rekordhøjt landet over - det på trods af en rekordvåd marts.

I går nåede tørkeindekset op på 6,2 - dermed er der ifølge DMI 'forøget risiko for tørke', og man skal derfor være forsigtig, hvis man tænder bål eller brænder haveaffald af.

- Tørkeindekset kan komme op på ca. 7 (forøget risiko for tørke), lokalt kan man måske ramme indeksværdi 9 svarende til høj risiko for tørke. Normalt skal man hen i slutningen af maj, starten af juni, for at se et så højt tørkeniveau, lød det for en uge siden fra Mikael Scharling, klimatolog på DMI.

Lidt for pollenallergikere

Pollensæsonen er i fuld gang. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT)

Lige nu ser det rimeligt fornuftigt ud for dem, der lider af pollenallergi. I København er dagens pollental for birk og elm således 'lav', mens der i Viborg meldes om et 'lavt' antal elmepollen, mens der ventes et 'moderat' antal birkepollen - her er tallet på 51.

Tallene kan dog blive højere de næste dage, da solrige og tørre dage giver mange pollen i luften.

Hvad med de næste måneder?

Sommeren sidste år slog alle rekorder for varme og sol. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Allerede nu er DMI kommet med deres langtidsprognose for sommervejret.

Det er naturligvis meget usikkert, men hvor maj ser ud til at blive meget gennemsnitlig med både solrige og regnfulde dage, så står både juni og juli til at få temperaturer, der ender lidt over normalen - og med mindre regn end i en gennemsnitlig dansk sommer.

Facebook
Twitter