Det er på tide at overveje at finde solcremen frem, når påsken byder på solrige dage

Allerede onsdag kan byde på årets hidtil varmeste dag, viser vejrudsigten.

Både langfredag og lørdag i påsken ser ud til at blive overvejende solrige, fortæller DR's vejrvært Anders Brandt. (Foto: BAX LINDHARDT © BAX)

Påsken står for døren, og det samme gør foråret.

Hyggen i højtiden, påskefrokoster og påskeægsjagten kan med stor sandsynlighed vise sig fra sin bedste side, når lunere luft sydfra bliver skubbet op mod Danmark.

Efter slutningen af marts og begyndelsen af april bød på både hagl og snevejr, er foråret nu på vej tilbage igen.

Denne gang er foråret forhåbentlig kommet for at blive. Efter fint forårsvejr i marts, blev det afløst af det, DR's vejrvært Anders Brandt kalder 'et koldt intermezzo' i den første lille halvdel af april. Men allerede i morgen og overmorgen kan vise sig at blive fine forårsdage.

- Der er betydeligt varmere luft på vej mod os.

- Allerede i morgen kan det give op til 12 grader. Onsdag kommer der ny varme op mod os med temperaturer mellem 15 og 17 grader, og det kan ende med at blive årets hidtil varmeste dag. Men det bliver en dag, der bliver afløst af lidt byger, siger Anders Brandt.

Glæden over, at vi muligvis får årets hidtil varmeste dag på onsdag, kan dog blive spoleret af, at den også kan byde på byger, fortæller Anders Brandt.

  • Foråret betyder også, at kirsebærtræerne snart blomstrer. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)
  • Badevandstemperaturerne er stadig kun omkring fem grader, men en tur på stranden kunne stadig være en mulighed i forårsvejret. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup)
1 / 2

Skærtorsdag dykker temperaturen en smule, og vejrudsigten byder også på både blæst fra nordvest og overskyet vejr.

Men efter skærtorsdag vender vejret igen. Det er langfredag og lørdag, der ser ud til at blive de dage, der byder på bedst vejr i påsken, hvis man vil nyde feriedagene med en jagt på påskeæg eller et lille strejf fra solen.

Både langfredag og lørdag ser ud til at byde på overvejende solrigt vejr, fortæller Anders Brandt.

- Langfredag og lørdag ser fine ud. Der er et højtryk tæt på Danmark, og det giver stabilt og overvejende solrigt vejr med temperaturer omkring 10 til 14 grader og relativ svag vind.

- Når vi når frem til langfredag og lørdag, så er vi deroppe, hvor UV-indekset kommer op over tre, og så skal man overveje at finde solcremen frem. Der kommer blus på solen, siger han.

Påskedag og anden påskedag ser også ud til at blive fine forårsdage.

Prognosen for de kommende fem døgn. Onsdag kan blive årets hidtil varmeste dag, fortæller DR's vejrvært Anders Brandt. (Foto: DR Vejr)