Pak regntøjet: De næste dage bliver det vådt

Alene onsdag kan give halvdelen af den regn, vi normalt får hele måneden.

Hele landet får regn onsdag. Eneste undtagelse er Bornholm, hvor der måske dog kan komme en enkelt byge.

Mens størstedelen af september har budt på sommerligt vejr, kommer denne uge til at vise, at vi altså har fat i en efterårsmåned.

Et vejrskifte betyder, at sol-symbolet på vejrkortet er skiftet ud med regndråber. Og dråberne kan der komme mange af denne uge, siger vejrvært Anders Brandt fra DR Vejret. Særligt det næste døgn.

- Det er et lavtryk, som er på vej op over Danmark, der giver det ustadige vejr. I første omgang giver den tilhørende varmfront regn, der er ved at brede sig op over landet fra syd. I eftermiddag og i aften forventes lavtrykkets koldfront at komme med mere regn, som kan blive kraftig i den østlige halvdel af landet og måske endda være med torden, siger han.

En halv måneds regn på et døgn

Hos DMI udløste fronten med regn onsdag morgen et kategori 1-varsel om voldsomt vejr, hvor estimatet var, at der kan falde op mod 50 millimeter i en periode, der strækker sig helt til fredag. Den kraftigste del står dog til at falde onsdag til torsdag morgen, forklarer Anders Brandt.

- Torsdag morgen kan der stedvis i den nordlige og østlige del af landet være faldet mere end 30 millimeter regn, siger han.

Til sammenligning falder der typisk 74,7 millimeter regn i løbet af hele september.

De kommende dage vil der stadig være regnfulde skyer over landet, men der kommer til at være stor forskel på, hvor meget nedbør de giver lokalt, siger Anders Brandt fra DR Vejret.

- Lavtrykket bevæger sig kun langsomt mod øst, og kan torsdag stadig give enkelte byger, mens det fredag kun er den sydøstlige del af landet, der får regn, siger han og uddyber, at resten af ugen dog også gemmer på solstråler.

- Efter en torsdag med byger flere steder venter der resten af ugen og hen over weekenden mere solrigt vejr med kun enkelte lokale byger. Det bliver dog blæsende med en frisk til hård vind fra nordøst og øst, siger han.

Køligere dage venter

September har i høj grad givet os sensommer-fornemmelser, både hvad angår temperatur, solskinstimer og mængden af regn. Månedens middeltemperatur ligger på nuværende tidspunkt på 15,7 grader, 2,1 grader over klimanormalen for den seneste periode.

Samtidig har solen i den første halvdel af måneden givet os 88,5 timer med sol, hvor månedens normal er på 126 timer. Og vandet er stor set også udeblevet indtil i dag. Blot 15,5 millimeter er det blevet til i regnmålerne.

Men dagene med særligt sommerlige temperaturer kan snart være fortid, siger Anders Brandt.

Torsdag kan temperaturen nå over 20 grader, men herefter bliver det i østenvinden gradvist køligere med blot 13-14 grader i Nordjylland i weekenden, og i den sydligste del af landet op til 15-16 grader.

- Ellers skal vi kigge dybt i prognoserne for at finde temperaturer, der nærmer sig de 20 grader. Der er dog en mulighed frem mod næste weekend. Det er dog endnu meget usikkert, men her giver prognoserne mulighed for, at vi kan få 18-21 grader, siger Anders Brandt.

Facebook
Twitter