For ravjægeren Flemming er stranden en skattekiste: 'Jo mere blæsevejr, jo bedre'

De seneste ugers vejr har givet gunstige forhold i jagten på Nordens guld på Fanø.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det motto kan folk, der har besøgt Fanøs strande den seneste uge formentlig nikke genkendende til.

For selvom der ikke er mange badehåndklæder eller parasoller i syne, er der god grund til, at folk alligevel går langs stranden ved Fanø Bad onsdag eftermiddag. Det blæsende sommervejr er nemlig godt, hvis man leder efter rav.

Det siger Flemming Thiesen, der i over 45 år har samlet på det millioner af år gamle størknet harpiks.

- De seneste 14 dages tid har været gode til at finde rav i. Og der er mange, der har fundet rav, siger Flemming Thiesen, der er bosat på Fanø.

Flemming Thiesen startede med at samle rav, da han var syv år og sad bag på sin fars knallert på stranden. (Foto: Anders Sandfær Lysholm)

For Flemming Thiesen skal der sættes flere flueben i forhold til vejret, før guldfeberen får frit løb. Men en ting er trods alt vigtigere end andet.

- Jo mere blæsevejr, jo bedre. Det rusker ravet op fra havbunden.

- På Fanø er det bedst, når vinden kommer fra sydvest, for så rammer blæsten lige på stranden. Når det blæser, så må der meget gerne komme vand ind, så vi får høj vandstand. Så kommer ravet op af de små huller, de kan ligge i, og de har nemmere ved at flyde, siger han.

Fanø er den perfekte jagtmark

Flemming Thiesen foretrækker at finde rav på Fanø frem for mange andre steder på vestkysten. Det skyldes, at tidevandet har det med at efterlade rav på den næsten flade bund i Vadehavet.

- Vi har revler, og der er fladt langt ud i vandet. Med blæsten har ravet nemmere ved at blive fanget i revlerne og blive skyllet længere ind over land, siger ravjægeren.

- Og så ville jeg komme til kort, hvis jeg skulle lede, hvor der var alt for mange sten. På Fanø skal du være mere heldig med at finde sten, end du skal være med at finde rav, siger han.

Flemming Thiesen skulle ikke bruge lang tid, før hånden var fuld af små stykker rav onsdag formiddag. Du kan se hele indslaget fra Vores Vejr øverst i artiklen. (Foto: Anders Sandfær Lysholm)

Selvom han ikke klager over de seneste ugers ustadige vejr, så han dog gerne solen vise sig noget mere over øen.

- Når solen kommer frem, er det med at bruge strålerne, fordi de rammer ravet, og så lyser det op.

De bedste fund

Flemming Thiesen tager ud dag og nat i jagten på Nordens guld, og hans mål er at samle mellem fem til ti kilo rav om året. I år har han fundet rav op til cirka 140 gram per klump.

Men det er ikke størrelsen, der afgør de bedste fund for Flemming Thiesen. Det er i stedet forarbejdet rav i form af perler, terninger og spilbrikker, der kan stamme helt tilbage fra vikingetiden, der indtager den plads.

Forarbejdet rav i form af perler, terninger og spilbrikker udgør Flemming Thiesens bedste fund. (Foto: Anders Sandfær Lysholm)

- Den store terning er fundet ved Fanø Bad. Andre havde angiveligt også haft den i hånden, men de troede ikke på, at det var rav. Men jeg tog den med hjem. Jeg tager altid tingene med hjem for at tjekke efter. Min far mente heller ikke, det var rav, siger Flemming Thiesen, der snart skal sende danefæet til Nationalmuseet.

DR Vejret har været med Flemming Thiesen på ravjagt, hvor der allerede fra start var gevinst. Du kan se hele indslaget fra onsdagens udgave af Vores Vejr øverst i artiklen.

Vores Vejr rejser i seks uger rundt i sommerlandet. I denne uge er vi på Fanø til og med torsdag. Torsdagens udsigt bliver sendt fra Sønderho.

Facebook
Twitter