Regn og blæst i sigte: Ustadigt vejr rammer sidste etape af august

Næste uge bliver både mere våd og blæsende, men der kommer ophold i vejret.

Surferne ved blandt andet Klitmøller kan se frem til en uge med perfekt 'surfervejr', da der kommer en del vind, især ved kysterne. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Årets sidste uge med rene augustdage byder på en hel del blæst og regn.

Sådan lyder det fra DMI, som giver ugens vejr overskriften ustadigt, da solens stråler også vil varme os i perioder.

- Vi er gået væk fra den sindssyge varme og det stabile vejr, som vi så i de første uger af august, og nu kommer det til at minde mere om klassisk dansk sommervejr, siger vagthavende meteorolog ved DMI Lars Henriksen.

Temperaturen i de kommende dage bliver 15-21 grader, lokalt lidt højere, og så ser det ud til at blive en våd uge.

- Der vil være perioder med byger og torden, og prognosen viser 10-15 millimeter de steder, hvor der falder mindst, mens der kommer 30-40 millimeter regn de steder, hvor der falder mest i løbet af ugen, siger Lars Henriksen.

DMI kan endnu ikke sige, hvor i landet regnen falder i de største mængder, da prognosen fortsat er usikker og vil ændre sig de kommende dage.

Ugen bliver ydermere en blæsende affære, især ved kysterne med hård vind og kuling, hvilket surferne kommer til at få glæde af.

- Allerede i dag er det mere blæsende, end vi har været vant til, og tirsdag kommer et lavtryk med en jævn, frisk vind fra sydøst og sydvest. Vinden aftager torsdag, og det ser ud til at blive mere vindstille i weekenden.

- Men i mellem alt det her er der også perioder med sol, siger Lars Henriksen.

Facebook
Twitter