Regn, regn og atter regn - sommeren går over i historien

Denne sommer ender formentlig som den tredje mest våde nogensinde i dansk vejrhistorie, som går helt tilbage til 1874. Kun 1980, hvor vi fik 323 millimeter og 1879, hvor der faldt 317 millimeter, har været vådere.

På en times tid faldt der over 30 mm regn i Sønderjylland. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Vejret sætter rekord på rekord på rekord i øjeblikket, og sommeren er ingen undtagelse. Denne sommer går hen og bliver den mest våde i næsten tredive år og den tredievådeste nogensinde herhjemme, fortæller DMi, Danmarks Meteorologiske Institut.

Kun 1980, hvor vi fik 323 millimeter og 1879, hvor der faldt 317 millimeter, har været vådere, når man kigger på vejrhistorien, som går helt tilbage til 1874.

Den samlede mængde nedbør i de tre sommermåneder juni, juli og august ser nemlig ud til at ende på 310 millimeter, hvis prognoserne for månedens sidste to dage holder stik.

Et vådt år

Vi lagde hårdt ud med en nedbørsrekord i juni. Og så var linien lagt - også juli endte med at blive endog meget våd uden dog at sætte rekord. Og da vi nåede 1. august manglede der kun 72 millimeter op til den hidtidige rekord på 323 millimeter. Men, den når vi nu nok ikke.

Præcis som sommeren, så har året som helhed været vådt. Fra januar til august bliver den samlede nedbør cirka 635 millimeter. Og ender årets sidste fire måneder blot på normalen, ja så passerer vi den stående rekord på 905 millimeter fra 1999, og det endda med en pæn margen.

Facebook
Twitter