Regnbyger på vej over Sahara

Torden med regn bevæger sig ind over ørkenen i Sahara i dag. Der kan gå år imellem, at det regner i verdens største ørken.

En del af Sahara - verdens største ørken - kan forvente regn i dag. (Foto: MeteoGroup)

Regn i Sahara. Jo, den er god nok. En front med tordenbyger er på vej ind over Sahara senere i dag, og den kan kaste noget regn af sig.

Sahara kan vøre uden regn i flere år, og så kommer der et år, hvor der kommer tordenbyger lige som i dag. (© Colourbox)

Der kan gå år imellem, at det regner i Sahara, forklarer DR Nyheders vejrvært Anja Fonseca:

- Selv om der i gennemsnit falder under 250 millimeter regn om året i Sahara, så er regnen ofte upålidelig. Det betyder, at det nogle år slet ikke regner, mens der andre år kan komme nogle byger.

Er verdens største

Sahara i Afrika er en af de mest varme og tørre ørkener. Temperaturen kan desuden svinge meget. Det kan være fra 57 grader om dagen til lige under frysepunktet om natten.

Sahara er verdens største ørken med et areal på 8,5 millioner kvadratkilometer. Definitionen på en ørken lyder: Det er en landskabsform eller en region, hvor der falder under 250 millimeter regn om året.

Dagens tordenbyger ser ud til at ramme i en aflang stribe midt i Sahara. 

Facebook
Twitter