Regnen rejser langsomt mod øst

Der er faldet op til 20 mm regn i sydøst Danmark og det er omkring Østersøen regnen falder i dag.

Bornholmerne og folk der bor omkring den vestlige del af Østersøen må væbne sig med paraply eller regnslag i dag. Lavtrykket bevæger sig mod nordøst over Østersøen, og trækker en del nedbør med sig på bagsiden. I dagtimerne vil det være regn, men i løbet af aftenen kan man i den sydlige del af Sjælland, og på Møn, Lolland og Falster få slud. På Bornholm forbliver det regn, man kan se falde udenfor vinduerne, når det bliver tid til aftenkaffen.

Ej vådt, men gråt

I resten af landet bliver det en gråvejrsdag. Det vil mange steder være sløret til at begynde med. Siden bliver den disede formiddag afløst af et tæt skydække, som kun kan gennembrydes af enkelte solstrejf længst mod vest. Så langs den jyske vestkyst og i dele af Midtjylland kan man krydse fingre for lidt forårssol.

Forårstegn forstyrres af frost

Hvis man kun kigger på kalenderen, er vi godt inde i foråret, og forårsjævndøgn er kun en uge væk. Alligevel skal man forberede sig på en længere periode med lave temperaturer og sporadiske snebyger.

Forår

Vi har ingen fast definition for forår. Ifølge kalenderen er der forår fra 1. marts. Man kan også argumentere for, at foråret begynder ved forårsjævndøgn, som i år er den 20. marts.

I dag vil temperaturerne ligge mellem 2 og 5 grader, men de falder i løbet af ugen. Og allerede torsdag kan vi få isdøgn flere steder i landet.

  • Print
  • Del artiklen: