Resterne af orkanen Dorian rammer os i den kommende uge

Ugen byder på regn, blæst og orkanrester.

I den kommende uge vil de fleste dage byde på en eller anden grad af regn, lyder det fra DMI. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I den kommende uge vil vi for alvor mærke, at vi officielt er trådt ind i kalenderens første efterårsmåned.

I morgen varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at der kan komme kraftig regn i de østligste dele af landet.

- De kommende dage får vi ustadigt vejr med regn. Det kan blive alt fra 15-20 millimeter, mens der nogle steder kan komme op mod 30-40 millimeter lokalt, måske endda mere, siger Lars Henriksen, der vagthavende meteorolog hos DMI.

Kraftig regn er defineret ved, at der falder mere end 24 millimeter regn indenfor seks timer.

Umiddelbart kan det se ud til, at Bornholm får en del regn, der derefter vil bevæge sig over Sjælland og senere til den nordlige del af Jylland. Lavtrykket fra syd kan dog nå at ændre rute, understreger Lars Henriksen.

Dorian kommer onsdag

Onsdag eftermiddag bevæger resterne af orkanen Dorian sig ind over landet, hvor den vil bringe overskyet vejr, regn og blæst med sig.

- Det bliver gedigent vådt, men ikke noget vildt og voldsomt. Der kan komme kraftige vindstød ude ved Vestkysten i løbet af eftermiddagen, men ikke noget unormalt, siger Lars Henriksen.

Dorian er ikke længere en orkan, og allerede i løbet af torsdag er den trukket forbi Danmark.

1. september gik orkanen Dorian i land på de to største øer i Bahamas, hvor 43 mistede livet, mens 70.000 har mistet deres hjem og ifølge FN har brug for nødhjælp.

  • Et tag er blæst ned på nogle biler i byen Halifax i Canada. (Foto: JOHN MORRIS © Scanpix)
  • Dorian har væltet flere større træer under sin visit i Canada. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)
  • En kran i Halifax er kollapset i stormen. (Foto: KATELYN ZWICKER © Scanpix)
1 / 3

Herefter fortsatte den sin rute til USA - her som en kraftig storm - hvor fem dødsfald er blevet koblet sammen med Dorian.

I går nåede den til Canada, hvor den gik i land ved kysten til det nordlige Atlanterhav i regionen Nova Scotia som en kategori 1-storm. I morges havde godt 378.000 mistet strømmen, mens en kran og flere træer var væltet.

Tørvejr i vente

Den kommende uge byder altså på klassisk dansk efterårsvejr, og de fleste af dagene vil der være regn i en eller anden grad.

Hvis man allerede er lidt træt af regn og blæst, så kan man se frem til weekenden. Her er der nemlig mulighed for, at det kan klare noget op.

- Hvis vi er heldige, tyder det på, at vejret kan stabilisere sig allerede i weekend og så ugen derefter, lyder det fra den vagthavende meteorolog.

Han vurderer også, at der er mulighed for, at der kommer en længere periode med tørt og klart efterårsvejr.

Facebook
Twitter