Mange nordjyder er her til morgen stået op til et tykt lag sne i haver og på veje.
Og snevejret fortsætter i de kommende timer. Også i storebæltsområdet samt Vest- og Nordsjælland skal du i dag være særligt opmærksom på, at der kan komme meget kraftige snebyger, melder DMI.
- Bygerne breder sig langsomt mod sydøst. Temperaturen ligger mellem 0 og 3 grader, og derfor kan der være stor forskel på, hvor meget sne, man møder, siger Simon Brix fra DR Vejr.
Ifølge DMI kan der falde op mod 20 centimeter sne i løbet af morgenen og formiddagen,
- Der er begyndt at sne lidt på Skive-kanten og i Thy, men det er først og fremmest i Vendsyssel og det nordlige Himmerland, der kommer sne her til morgen, fortæller vagthavende Frank Nielsen fra DMI.
I løbet af de kommende timer trækker snevejret sydover, inden det omkring middag rammer Nordfyn og Nordvestsjælland.
- Vi er spændt på, om der kommer lige så meget sne her som i Nordjylland, siger Frank Nielsen.
Her bliver de lokale temperaturer afgørende, lyder det fra Simon Brix fra DR Vejr.
- Når bygerne bevæger sig fra Jylland til Sjælland kan det skifte fra sne til slud, siger han.
Ifølge DMI begynder det at klare op i de vestlige egne ved middagstid.