Rulleskyer: Hvad er det?

Skyere optager mange af DR Vejrets brugere, og særligt faconen på dem giver anledning til mange spørgsmål.

Ofte kommer der kraftige vindstød i forbindelse med en rullesky, der også kaldes for en dravat eller gustfront. (Foto: Suzi Elena Apelgren © Brugerbillede)

DR Vejret har fået dette dramatiske skybillede fra Suzi Elena Apelgren, som skriver til redaktionen:

- Pludselig efter en lang varm solskinsdag, kommer disse fantastiske skyer rullende i lag fra øst indover Husby Klitplantage.

DR Nyheders vejrvært Mikael Jarnvig har set nærmere på fotoet fra Suzi Elena Apelgren.

- Man kalder dem faktisk "rulleskyer", fordi de ser ud som og opfører sig som bølgende, rullende pølser, der typisk kommer lige før kraftige byger. Eller i hvert fald i kort afstand fra bygerne.

De opstår i ustabil luft

Du ser rulleskyerne tydeligst, når du selv er i det pæne vejr, og skyen så kommer rullende.

Rulleskyerne opstår ligesom bygerne, når luften er meget ustabil. Altså når temperaturen falder meget hurtigt op igennem atmosfæren. 

Når solen så opvarmer jorden, skaber det kraftige opvinde. Denne opdrift skal så kompenseres af en tilsvarende vind nedad, da luften ikke bare kan forsvinde.

Rulleskyerne opstår lige før kraftige regnbyger. (Foto: Suzi Elena Apelgren © Brugerbillede)

-Det er samspillet mellem op- og nedvindene, som af og til resulterer i disse store rullende luftstrømme, siger Mikael Jarnvig.

- I virkeligheden synliggør skyen bare luftens strømning, da fugtigheden i luften kondenserer og bliver synlig, hvis luften afkøles tilstrækkeligt.

Facebook
Twitter