Så du de sjældne skyer? Verdens nyeste sky svævede over København

Der var et særligt syn på himlen over hovedstadsområdet mandag.

Man kunne blandt andet se de særlige asperitas-skyer over Ishøj mandag.

Det er ikke så ofte, der kommer sky-relaterede nyheder, men mandag var der et meget spektakulært syn at tage billeder af og blive nysgerrig på.

En helt særlig type af skyer var nemlig på himlen over hovedstadsområdet, og selvom du er mere end normalt orienteret om vind, vejr og skyer, så skal du ikke være bekymret over, hvis du ikke var i stand til at kategorisere det særlige syn.

Der er nemlig tale om en af verdens nyeste skyer. Og den er lidt af en sjældenhed, fortæller klimatolog fra DMI John Cappelen.

- De er ganske nye, de blev først optaget i WMO(World Meteorological Organization) tilbage i 2017. Indtil da havde man diskuteret den i en årrække, men havde ikke haft noget navn til den, fortæller han om skyen, der siden 2017 har heddet asperitas.

- Du ser det ikke så tit som smukvejrs-cumulus-skyer, så det er en sjældnere foreteelse at se sådan en kaotisk sky, siger han og tilføjer, at han gætter på, at det er på årlig basis, at man kan være heldig at se dem på himlen.

Også fra Ørsteds Parken centralt i København kunne man mandag morgen se det særlige sky-fænomen.

En blandt mange

Oftest er der ikke kun én slags sky på himlen, og hvis man dykker ned i varianterne af skyer, så er der god grund til det. Skyer kan nemlig udvikle sig fra en slags til en anden, og flere af typerne har ofte følgeskab af hinanden.

Hør også vores podcast om skyer:

Helt præcist er der 27 typer af skyer, delt op i 10 hovedslægter. Du kan lære meget mere om dem i vores skyatlas. Det finder du her. Men præcis hvordan asperitas opstår, er der faktisk ikke helt enighed om. Men i følge John Cappelen er der dog en række fællestræk for de gange, de er opstået, siger han.

De tre stadier og variationer af cumulusskyer. Skyerne udvikler sig også i takt med, hvor højt de stiger op. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)
De tre stadier og variationer af cumulusskyer. Skyerne udvikler sig også i takt med, hvor højt de stiger op. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

- Den optræder typisk med stratocumulus og altocumulus skyer. I en lidt ustabil atmosfære, hvor der bygges skyer op. Enten ved et frontsystem eller også ved kold luft, der trækker ind over et varmt hav, siger han.

To nye skyer

Da asperitas blev optaget i 2017 fik skyen også følgeskab af en anden "ny" sky. En volutus, eller rullesky på dansk. De blev tilføjet det store atlas, som den verdensomspændende organisation af meterologer, står bag. De særlige asperitas skyer mandag har hentet deres navn fra latin, hvor ordet betyder ”ujævn”.

De unikke skyer asperitas-skyer blev fanget mange steder over hovedstadsområdet mandag morgen mellem klokke seks og otte.

Og sådan beskriver John Cappelen også dens udformning.

- Det er jo en meget kaotisk situation på himlen, den er bølgelignende på undersiden af skyen, og karakteriseret af bølger i skybasen, og det giver den dramatiske, visuelle effekt, fordi den har en variande grad af belysning og tykkelse, siger han og konkluderer.

- Det er et kæmpe flot skue.

I følge John Cappelen så er der på nuværende tidspunkt ikke andre typer af skyer, man har opdaget, men endnu ikke har givet et officielt navn. Du kan læse og lære meget mere om skyer i DMI's sky-tema.

Facebook
Twitter