Så er der 20 grader og sol til de fleste i weekenden

Et højtryk skaber roligt vejr de næste dage.

Jo længere vi kommer ind i weekenden, jo varmere bliver det (arkivfoto). (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det er nemt at finde smilet frem, når man kigger på vejrudsigten for de næste dage. For vejrvært Morten Lynge er det også rart omsider at kunne bruge de vendinger, der beskriver weekendens vejr.

Oven på en fredag, der også giver sol og op mod 18 grader, bliver lørdag nemlig endnu bedre.

- Det ser jo bare godt ud! Der er temperaturer op mod 20-21 grader som det maksimale. Man kan så trække 6-7 grader fra ved kysterne, hvor man mærker vinden. I starten af dagen kan der godt være lidt diset og tåget i de centrale dele af Jylland, men det skal vi nok få brændt af, fortæller han.

De næste dage byder på en del sol. (Foto: Dr © DR)

Over 20 grader i næsten hele landet

Dermed kan vi både få indhentet de lune temperaturer, vi har manglet i maj, og samtidig få lidt flere timer med solskin ind. Og så er der nok også mange, der vil glæde sig over, at der ikke er nogen regndråber at finde i femdøgnsprognosen.

Det er højtryk vest og nord for Danmark, der sørger for at skubbe de lavtryk væk, der har defineret vejret det seneste stykke tid. Og jo længere, vi når ind i weekenden, jo mere varme kan det blive til, siger Morten Lynge.

- Søndag ser også bare god ud, vi har mulighed for lidt dis, der trækker ind, men ellers er det historien, der gentager sig fra lørdag. Lokalt i det jyske kan vi nå 23 grader, og ellers ligger vi mellem 17 og 22 grader, fortæller han.

Fortsætter ind i næste uge

De køligste egne bliver altså langs kysten, og derfor kan der også være nogle øer, der ikke rammer 20 grader i løbet af weekenden.

Men der er også mulighed for, at vi kan få pæne temperaturer i næste uge.

- Det stabile vejr tager en god del af næste uge med, og vi skal hen midt på ugen, før det knækker over, siger han og uddyber.

- Det holder lavtryk og fronter væk. Højtrykket går lidt i opløsning sidst på ugen, men varmen er stadig i vores nærhed, selvom der kan komme lidt mere ustadigt vejr med byger.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk