Sådan bliver vejret den næste uge

Den kommende uge begynder lunt - og slutter bagende med op til 30 grader.

Masser af solskin, og en temperaturkurve der bare stiger og stiger. Det er status på den næste vejruge.

Glohed grill. Kølig hvidvin. Lunkent badevand.

Vi får brugt sanserne for tiden, og varmen omkring os fylder meget for de fleste.

Weekenden har igen budt på meteorologiske sommerdage med temperaturer over 25 grader flere steder og masser af solskin.

Et lille temperaturdyk

Og det ser ikke ud til, at sommervejret smutter lige foreløbig. Begyndelsen af den nye uge bliver en smule køligere - eller skulle man sige "mindre varm" - end weekenden, men senere på ugen omslutter den intense sommervarme igen landet.

Et friskt pust

Vi får et friskt pust af køligere luft ned over os mandag og tirsdag, og det tager toppen af temperaturerne, så de fleste vil have et termometer, der viser 20 til 25 grader. Men midt på ugen rykker højtrykket øst for landet og sender endnu varmere luft i vores retning, og temperaturerne skifter gear.

Op til 30 grader

Det bliver ikke bare varmt, det bliver ganske varmt. Flere prognoser spår op omkring 30 grader både torsdag og fredag, og det niveau ser ud til at fortsætte hen over weekenden.

Som en kærkommen sten i skoen for det ekstremt tørstige landskab ser det ud til, at luften blevet mindre stabil, så der kan falde en lille, lokal byge hist og pist sidst på ugen. Men det overordnede budskab fra vejrguderne er: Solrig og VARM uge venter dig!

Facebook
Twitter