Sådan rammer blæsten i dag

Et kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke har indtaget Danmark. Se her, hvornår det kommer til dig.

Kraftig blæst med vindstød af stormstyrke og byger. Sådan kommer fredagsvejret til at tage sig ud for mange danskere i dag. Men sidst på eftermiddagen løjer vinden af, og solen bryder frem. (Arkivfoto). (Foto: Anders Debel hansen © Scanpix)

Danmark får besøg af den helt store blæsebælg i dag.

Et nordliggende lavtryk sender allerede nu kraftig vind ind det nordvestjyske. Her blæser det flere steder med kulingstyrke og stormstød, og Thyborøn lægger hårdest for: her er der allerede registreret stormende kuling i middelvinden (22,1 m/s) og stærk storm i vindstødene (29,5 m/s).

Specielt kendetegnene for en vejrsituation som i dag er vindstødene: De pludselig ryk i vinden, der kan flå tagsten af tage eller få grene til at knække. Hele landet kan opleve vindstød af stormstyrke, men særligt udsat er Djursland, den nordlige del af Sjælland og Bornholm.

Lige nu og et par timer frem topper blæsevejret i Nordvestjylland. Derefter bevæger vindfeltet sig i løbet af formiddagen mod Kattegat og Sjælland, hvor man vil opleve den kraftigste vind fra sidst på formiddagen og lidt ud på eftermiddagen. På Bornholm begynder de kraftigste vindstød omkring middagstid og slipper først tidligt i aften.

Den kraftige blæst kan påvirke trafikken i dagens løb. Færdslen på broerne kan blive påvirket, og færger kan have ændrede afgangstider, så tjek op på det, hvis du skal ud i trafikken i dag.

Blæsevejret suser lige nu derudad i det nordvestlige Jylland, og lidt senere breder det sig videre ind over landet. Særligt i Kattegatområdet, på Nordsjælland og Bornholm er der risiko for kraftig vind og vindstød, der kan nå stormstyrke. (Foto: DMI © DMI Grafik)

En lille solstrålehistorie

Blæsevejr af denne kaliber hører som regel efteråret til. Men ingen regler uden undtagelser. DMI har siden 1891 registreret kraftige blæsevejr og storme, og på de 128 år er det sket 10 gange før, at vi har haft lignende blæsevejr i marts måned. Så det er altså ikke helt almindeligt, det vi oplever i dag.

Men der gemmer sig en lille solstrålehistorie midt i al det blæsende virak. Det er rå luftmasser fra Atlanten og Nordsøen, der - udover blæst - først på dagen også giver bygevejr mange steder og temperaturer på 4-5 grader.

Men der er bedring i sigte. I løbet af formiddagen breder der sig en opklaring fra vest. Først til jyderne og i løbet af eftermiddagen også til Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Derfra vil der kun være ganske få byger tilbage, og eftermiddagen vil altså byde på en del solskin. Men det vil stadigvæk være blæsende. Først på aftenen er det værste blæsevejr ovre for hele landet.

Facebook
Twitter