Sæsonens første sne kan være på vej

Kold luft fra nordvest ser ud til at give mulighed for sne. Men det bliver ikke liggende.

Kommer der sne i næste uge, vil den med stor sandsynlighed tø væk igen. Temperaturen for både luft og jord er stadig for høj. Billedet her er fra april i år.

November lakker efterhånden mod enden og dermed også afslutningen på efteråret og starten på vinter.

Og hvilket vejr er bedre til at markere dét skifte end snevejr. Og meget tyder på, at vi kan få sæsonens første sne, siger meteorolog ved DR Vejret Søren Jacobsen.

- Vi får noget koldere luft, og i den ser det ud til, at der danner sig lavtryk. Og når trykket falder på den her årstid, kan det blive til sne, siger han.

Vi kommer allerede til at mærke de første antræk til koldere vejr i løbet af denne uge, hvor et relativt roligt november-vejr skifter karakter og blandt andet giver plads til solen.

Men sol og varme holder altså ikke ved.

- Vi har fortsat god lune i vejret de kommende dage, hvor vi har vestenvind, og fronterne kommer og går sammen med opklaring. Men når vi kommer frem til weekenden, passerer der en lidt mere markant koldfront, og vinden går i nord, siger han.

Det ulmer i prognoserne

Vinden fortsætter dog ikke fra det kolde nord, men hvor størstedelen af november indtil videre har budt på relativ lun luft fra syd, så vil det stadig være kold luft i næste uge, siger Søren Jacobsen.

- Vi får en nordvestlig vinkel, og det betyder, at i den kommende uge bliver luften gradvist koldere og koldere, og det har ulmet i prognoserne med en trussel om, at der kan komme sne i slutningnen af november måned, siger han.

Man skal dog ikke forvente sig et komplet vinterlandskab, da dagstemperaturen og jorden stadig er over frysepunktet.

I prognosen for næste uge vender nattefrosten dog retur mange steder, og særligt fra midten af næste uge vil dagtemperaturen ligge omkring 3-4 grader.

Dermed begynder månedens middeltemperatur også med hastige skridt at nærme sig klimanormalen på 5,5 grader. Lige nu ligger den på 7,7 grader.

Snevejret rumsterer

De første snefug ser ud til at dale om en uge - altså næste onsdag. Og selvom prognosernes usikkerhed stiger, jo længere ud i fremtiden man kigger, så hæfter Søren Jacobsen sig ved, at de hvide snebyger har været et fast element i nogle dage.

- Det er stadig tidligt, men det er interessant, at det har rumsteret i prognoserne i to-tre dage, så det er noget, vi holder øjnene rettet stift mod i næste uge, siger han og tilføjer, at du godt kan vente lidt endnu med at gnide stearin under kælken.

- Det er nok ikke store tæpper af sne, men typisk i de nordlige og østlige dele af landet, hvor det er mest sandsynligt, at der kan komme snebyger, siger Søren Jacobsen.

- Det er ganske normalt, at den første sne falder i november, og det er lige så normalt, at den smelter igen.

FacebookTwitter