Sao Paulo drukner i regn og oversvømmelser

11 mennesker er omkommet og der udsigt til mere regn i de kommende dage.

Brasiliens største by er ramt af kraftig regn i disse dage.

Allerede nu har Sao Paulo fået omkring 182 millimeter regn i marts, hvilket svarer til ca. hvad man normalt forventer i marts.

Det er sommer på den sydlige halvkugle og det er i denne årstid, at den sydlige del af Brasilien får meget nedbør. Samtidig er det varmt i den sydlige del af Brasilien i disse dage.

Det er kombinationen af høje temperaturer over land og fugtig luft fra det sydlige Atlanterhav, som giver de perfekte forudsætninger for opbygning af potente byger. Samtidig er bjergene langs kysten en væsentlig årsag til de store mængder regn.

Ved Paranapiacaba og Itapanhaú sydøst for Sao Paulo er rekorden for årligt nedbør 4.458 millimeter. Til sammenligning er rekorden for årligt nedbør i Danmark 905 millimeter.

Vand og mudder strømmer mod Sao Paulo

I udkanten af millionbyen Sao Paulo tårner bjerget Pico do Jaraguá. På en klar dag har man herfra en flot panoramaudsigt, men i disse dage er bjergskråningerne nord for byen medvirkende til enorme oversvømmelser og mudderskred.

Det er ikke kun på grund det elevaterede terræn omkring byen, at man er ekstra udsat i Sao Paulo. Byens mange asfalterede veje, gør det svært for vandet at sive ned i jorden. I stedet ledes vandet ned gennem storbyens netværk af gader.

Infrastruktur er delvis lammet

Store dele af den kollektive trafik har siden søndag været delvist lammet. Da både togskinner og veje er bregravet under meterhøje vandmasser og mudder. Samtidig er over 150 træer væltet

Og forsinkelserne i transporttid rammer et i forvejen overophedet vejnet. Faktisk er Sao Paulo et af de mest trafikerede steder i verden. En gennemsnitlig pendler bruger en måned om året siddende bag rattet eller ombord på de offentlige transportmidler.

Oprydningsarbejdet er i fuld gang. Vand og mudder har ødelagt inventar i mange boliger. Affald fra oprydning fylder på gaderne, hvilket også blokerer for trafikken.

Gaderne i Sao Paulo vidner om de ødelæggelser kraftig regn har forsaget. 11 mennesker er døde og fire af dem er omkommet, da de blev fanget i et hus som kollapsede. (Foto: Miguel Schincariol © (c) Ritzau Scanpix/AFP)

Mere regn på vej

Ifølge prognoserne er der mere regn på vej i dag og i de kommende dage.

Når den fugtige og varme luft bevæger sig ind over den endnu varmere landmasse, vil de kraftige bygeskyer bygge sig yderligere op. Samtidig forstærkes intensiteten, når luftmassen tvinges op over bjergene langs kysten.

Både tirsdag og onsdag er der kraftige byger i det sydlige Brasilien.
Facebook
Twitter