Savner du at hoppe rundt i badetøj? 'Det bliver lunere en kort overgang'

Juli har budt på koldt vejr. Det er næppe overstået, selv om vi får lun weekend.

Hvis man vil nå at bade lidt i den nærmeste fremtid, bør man holde weekenden fri. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Coronavirusudbruddet har betydet, at mange har satset deres sommer på Danmark, men det er, som om de danske vejrguder ikke helt har modtaget det memo.

I hvert fald har det sjældent været koldere i juli, lyder det fra DMI.

Og hvis man stadig har bare en flig af håb for regulært sommervejr i juli, bør man snart nå erkendelsen, at det næppe kommer til at ske.

- Der er ikke meget at glæde sig til i resten af juli, siger vagthavende metrolog hos DMI Henning Gisselø.

- Det bliver ikke så frygtelig godt vejr - og især ikke dansk sommervejr fra sin bedste side.

Det bliver derimod ustadigt, som i det meste af måneden.

- Der kommer regn og skyer og blæst i perioder. Og temperaturerne bliver heller ikke prangende. Hvis vi er heldige, når vi lige op på 20 grader, siger han.

Et vindue af sommer

Det er alt sammen meget nedslående læsning, hvis man har investeret i en liggestol, erstattet vintergarderoben med farverige, kortærmede hawaiiskjorter og købt ind til at kunne lave en balje Piña Colada til sommerhussolen.

Men - der er et lille håb for et strejf af sommer, når vi når weekenden.

- Der er lidt bedring på vej i weekenden. Temperaturerne stiger, og det bliver lidt mere stabilt. Det tyder ikke på så meget regn, og det bliver også lidt lunere, siger Henning Gisselø.

Fredag kommer der sol, og temperaturerne sniger sig over 20 grader. Og det fortsætter og bliver endnu varmere i weekenden.

- Men det er i en kort overgang og holder måske ikke længere end weekenden. Der er ingen grund til at sætte næsen op efter alt for meget i hvert fald.

Og kigger man i DMI's månedsprognose for august, er der heller ikke just grund til sommeroptimisme:

'På nuværende tidspunkt er det nok mest sandsynligt, at det ustadige vejr fortsætter med temperaturer og nedbørsmængder omkring normalen', skriver de.

Facebook
Twitter