Det har været en blæsende nat og morgen i store dele af landet, hvor der flere steder er målt storm i middelvinden, mens de kraftigste vindstød har været langt over grænsen for orkan.
Stormlavtrykket Floriane er tirsdag morgen ved at miste lidt af pusten, men giver stadig meget blæsende vejr med vindstød af orkanstyrke.
Selv om DMI ikke har navngivet stormen, så har der fra mandag aften og frem til tirsdag formiddag været middelvind af stormstyrke fem steder i landet.
Højeste middelvind er målt ved Røsnæs i Nordvestsjælland. Her nåede middelvinden over 10 minutter op på 27,7 meter per sekund.
Også ved Thorsminde, Blåvandshuk, Anholt og Kegnæs har middelvinden været over de stormgivende 24,5 meter per sekund.
Flere steder med orkan i vindstødene
Floriane gav også vindstød af orkanstyrke, da den i nattetimerne kulminerede hen over landet.
De kraftige vindstød er hovedsageligt kommet i forbindelse med byger syd og sydøst for stormlavtrykkets center.
Foreløbigt er der målt orkan i vindstødene seks steder i landet, og det kraftigste blev registreret ved Thorsminde. Her blev et vindstød i morgentimerne målt til 39,0 meter per sekund.
Det er langt over de 32,7 meter per sekund, der er grænsen for orkan.
Også ved Røsnæs, Kegnæs, Anholt, Hirtshals og Blåvandshuk er der indtil klokken 11.30 målt vindstød af orkanstyrke.
Det er allerede anden gang i løbet af 2025, der er storm over Danmark.
Årets første storm fik vi allerede på årets første dag, da der ved Kegnæs blev målt 27,1 meter per sekund, ligesom der også var storm ved Røsnæs.
Kegnæs havde også vindstød af orkanstyrke 1. januar.