September holder sig lun, men skifter karakter

Det er kun de meget morgenfriske, der får brug for handsker.

Solen vil stadig få plads til at skinne gennem skyerne resten af måneden, men skyerne vil også have byger med sig. Her er det en morgen uden regn ved Åkirkeby, Bornholm. Foto: René Laursen

Vi kan holde fast i det lune efterårsvejr måneden ud.

Sådan ser det ud, når man kigger på prognosen for resten af september. Der vil måneden nemlig fortsætte med at ramme det niveau, der ligger op ad gennemsnittet.

Det betyder temperaturer, der kan nå op på 20 grader i dagtimerne og med nætter, der bliver frostfri. Det til trods for, at den foregående uge har budt på meget lave temperaturer.

Men det var et særsyn, siger meteorolog Mikael Jarnvig:

- Frost i september ses jævnligt, men ikke hvert år. I efteråret har vi indtil videre kun haft én nat med rigtig frost, altså minusgrader i to meters højde, fortæller han.

Det var fredag 18. september, at der blev målt -1,3 grader, og flere steder i landet var der frost på bilruderne.

20 grader er stadig muligt

Selvom vejret ændrer karakter i løbet af onsdag, vil det dog stadig forblive lunt. Der vil nemlig være mulighed for at få dage med sommerlige strøg, siger Mikael Jarnvig:

- Onsdag bliver dagen, hvor vi skifter over til et mere normalt september-vejr. Der kommer regn og byger, men vi kan både onsdag og torsdag og måske også søndag nå de 20 grader nogle steder i landet, fortæller han.

Onsdag bliver derved den sidste dag i en periode uden regn. Og helt tørre dage er forbi i september, siger han.

- Vi går nu over i en anderledes vejrtype. I næsten to uger har vi været vant til, at det holdt tørt, og solen skinnede en stor del af dagen. Nu kommer der regn hver eller hver anden dag, dog ikke alle steder. Så den stabile tørvejrsperiode er nu slut, forklarer Mikael Jarnvig om de resterende syv dage af måneden, som han betegner som mere normale i forhold til gennemsnittet af september-måneder.

Så vi kommer ikke til at have behov for at finde handskerne frem for at klare endnu en frostklar morgen?

- Vi har jo haft nogle kolde morgener på det sidste, men jeg tror, vi skal ind i oktober, før det bliver det normale morgenudstyr.

Ifølge prognoserne vil nattetemperaturerne ikke komme under end fem grader resten af måneden.

Selvom der kommer regn og byger fra onsdag, vil temperaturen holde sig på et normalt-niveau for september. Søndag kan bliver varmere, og nogle steder vil få op til 20 grader.
Facebook
Twitter