En overraskende video fra Australien viser, hvordan en 'firenado' eller en hvirvel af ild kommer til live og snurrer hen over marken.
Situationen opstod i Tennant Creek i det nordlige Australien, som i øjeblikket kæmper med naturbrande, lige som flere andre steder i Australien.
Fænomenet 'firenado' opstår, når varme fra en brand konstant og hurtigt stiger til vejrs. Det skaber en opstrøm, og når al varme og luft bevæger sig opad, efterlader det et tomrum. Luften rundt om branden vil så strømme ind for at udfylde det tomrum.
Den bevægelse af luft skaber en kraftig vind, og sommetider kan den stigende luft være så hurtig, at den skaber en hvirvel af ild, også kendt som en ildtornado.
Ildtornadoer kan variere i både størrelse og intensitet. Ildtornadoer er farlige og uforudsigelige, fordi de hurtigt kan skifte retning, og fordi de kan sprede gløder, som så kan antænde nye brande.
Sæsonen for naturbrande er begyndt tidligt
Der er i øjeblikket naturbrande i flere australske regioner.
En af de regioner, der oplever betydelige, store brande er netop det nordlige Australien, hvor videoen med ildtornadoen også er optaget. Antallet og intensiteten af brandene begyndte allerede at stige i løbet af september, og lige nu er særligt det vestlige Australien, Northern Territory, Queensland og New South Wales påvirket af naturbrande.
Naturbrande er helt almindelige i Australien, men i år er sæsonen for naturbrande begyndt tidligere end normalt. Det hænger blandt andet sammen med, at den australske vinter 2023 både har været mere tør og mere varm end normalt.
Ifølge Australiens Meteorologiske Bureau (BOM) fik landet eksempelvis i oktober i gennemsnit 65,4 procent mindre regn end på en normal oktober, og måneden var den tørreste oktober i 21 år.
Samtidig blev måneden også 1,05 grader varmere end normalt. Det udsædvanligt tørre og varme vejr har gjort naturens vegetation ekstra tør og letantændelig.