Sjælland slipper med kraftig regn - stadig skybrudsvarsel på Bornholm

DMI varsler fortsat skybrud på Bornholm.

DMI fortæller, at der stadig kommer regn til Danmark, men ikke i så kraftig grad, som prognosen antydede mandag aften. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Udsigten til voldsom regn er blevet justeret ned for Møn, Falster og Østsjælland, hvor der ellers var varslet skybrud af DMI natten til tirsdag.

- Der er stadig en risiko for kraftig regn på Sjælland, siger vagthavende hos DMI, Erik Hansen.

Tidligt her til morgen bevæger der sig skyer sydøst for Bornholm, som ifølge Erik Hansen kaster regn af sig, hvorfor de stadig opretholder varslet om skybrud på øen.

Det er skyer, som har bevæget op gennem Tyskland, der nu ikke længere giver skybrudsvarsel til Sjælland, men blot til Bornholm.

Derfor bør øboerne mod øst stadig være opmærksomme og tage sig de forbehold, som Beredskabsstyrelsen anbefaler på Twitter.

Risiko for skybrud i hele landet natten til onsdag

DMI fortæller i sin seneste vejropdatering, at der stadig er risiko for kraftig regn og skybrud for hele landet i aften og natten til onsdag.

Kraftig regn betyder mellem 25 og 35 millimeter inden for en seks timers periode, hvor skybrud kaster over 15 millimeter regn af sig på 30 minutter, oplyser DMI.

Selvom der stadig, ifølge prognosen fra DMI, er udsigt til regn på Sjælland, så passerer det, og senere på dagen vil der være næsten sommerlige temperaturer på op til 23 grader.

Facebook
Twitter