Skybrud var historisk, da jernbane i Vestjylland skyllede væk

Radardata fra DMI afslører, at der kan være faldet over 200 millimeter regn.

Skybrud skyllede jorden væk under et togspor ved Kibæk mellem Herning og Skjern den 26. august. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

På en jernbanestrækning ved Kibæk i Vestjylland skyllede jorden under et skybrud 26. august helt væk under en del af togskinnerne, så skinnerne hang frit i luften på et stykke af strækningen.

Ingen af DMI's omkringliggende nedbørsmålere registrerede hverken skybrud eller usædvanligt store nedbørsmængder, men to private nedbørsmålinger i den nærliggende by Sønder Felding viste henholdsvis 192 millimeter og 214 millimeter regn.

Det er nedbørsmængder, der overgår den danske nedbørsrekord for et døgn, da der i juli 1931 blev målt 168,9 millimeter i Marstal.

Smal linje med regn og torden

Fredag den 26. august opstod en få kilometer bred linje med kraftige tordenbyger ned gennem Vestjylland, og nedbøren er i forbindelse med de kraftige byger faldet meget lokalt.

Ti kilometer øst for Kibæk målte DMI ved Høgild 16,9 millimeter, og ved Borris ni kilometer vest for Sønder Felding faldt der blot 3,5 millimeter regn.

Hvad der præcist er sket mellem DMI's to nedbørsmålere afslører radardata, som DMI nu har analyseret.

Radarbillede den 26. august klokken 15.40, da skybruddet var kraftigst. (Foto: DMI)

Radardata: Der kan være faldet over 200 millimeter regn

Ved hjælp af radardata kan nedbøren i små områder på 500 gange 500 meter bestemmes for hvert eneste minut, og her viser det sig ifølge DMI, at der i området omkring dæmningen, hvor jorden under jernbaneskinnerne blev skyllet væk, på få timer faldt 135 millimeter regn.

Længere oppe ad den å, der fører mod jernbanestrækningen, viser DMI's analyser, at der endda er faldet mellem 140 og 150 millimeter regn.

I Sønder Felding syd for Kibæk, hvor private nedbørsmåler registrerede over 200 millimeter regn, viser DMI's radardata, at disse nedbørsmålinger kan have været korrekte.

Ifølge DMI viser radaranalysen, at der er i løbet af den 26. august er faldet over 200 millimeter regn sydøst for Sønder Felding.

Selv om disse data ikke er registreret i en af DMI's nedbørsmålere og derfor officielt ikke kommer til at indskrive sig i rekordbøgerne, er de anslåede 200 millimeter regn mere end den danske nedbørsrekord over 24 timer. Den lyder på 168,9 millimeter, som 2. juli 1931 blev målt i Marstal.

Radaranalyse, der viser den samlede nedbørsmængde omkring Kibæk 26. august. (Foto: DMI)

Et af danmarkshistoriens kraftigste skybrud

En stor del af de enorme nedbørsmængder er faldet på kort tid. Radaranalyserne fra DMI viser, at der ved Kibæk faldt 53 millimeter regn på halv time, da regnvejret var kraftigst.

Det er så store mængder nedbør, at der er tale om mere end tredobbelt skybrud. Skybrud betegnes som mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Endnu kraftigere var skybruddet ved Sønder Felding, hvor radardata indikerer, at der er faldet hele 68 millimeter på 30 minutter.

Det svarer til mere end fire dobbelt skybrud.

Derudover faldt nedbøren i en hel time med en intensitet, der svarer til dobbelt skybrud, og i to timer var der uafbrudt skybrud.

Det radarestimerede skybrud med 68 millimeter regn på 30 minutter skriver sig ind på de allerøverste pladser på listen over voldsomme skybrud i Danmark, som officielt er målt i en af DMI's nedbørsmålere.

2. juli 2011 faldt der i Botanisk Have i København 64,8 millimeter på en halv time under det kraftigste registrerede skybrud i danmarkshistorien.

Minder om ekstremt skybrud ved Gråsten i 2007

Det ekstreme skybrud ved Kibæk og Sønder Felding vækker minder om et skybrud, der 20. august 2007 ramte området omkring Gråsten i Sønderjylland.

Dengang skyllede jorden ligeledes væk under en jernbanestrækning mellem Sønderborg og Gråsten, ligesom en del af hovedvejen mellem Gråsten og Sønderborg skyllede væk ved byen Adsbøl.

Hovedvejen mellem Sønderborg og Gråsten skyllede væk ved Adsbøl 20. august 2007. (Foto: KLAVSEN POVL/SCANPIX)

Ligesom skybruddet i Vestjylland i august faldt de store nedbørsmængder uden for observationsnettet, og der blev dengang foretaget en lignende radaranalyse af DMI, som viste 156 millimeter, der faldt på blot halvanden time.

Da skybruddet ved Gråsten var kraftigst, faldt der 111 millimeter på 30 minutter. Det er dobbelt så høj en intensitet som under det radarestimerede skybrud ved Kibæk, og det svarer til mere end syv dobbelt skybrud.