Snevejr på vej ind over landet: 'Det kommer til at føles bidende koldt'

I løbet af dagen vil der falde op til ti centimeter sne.

I løbet af formiddagen vil et snevejr ramme Vestjylland. Det vil i løbet af aftenen have nået hele landet, på nær Bornholm. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En potent atlantisk front fra vest vil i løbet af mandag male det meste at Danmark hvidt af sne.

DR's erfarne vejrvært Søren Jacobsen regner med, at der på landsplan vil falde et sted mellem fem og ti centimeter sne.

- Det begynder i formiddagstimerne i Vestjylland, så der er ikke noget problem med morgentrafikken, siger han.

Oveni snemængderne blæser der en jævn til hård vind fra sydøst med en temperatur, der vil ligge på mellem to graders frost og to graders varme.

Derfor er det en god ide at huske hue, vanter og dobbeltsokker, når du bevæger dig ud i morgentimerne.

- Temperaturen ligger fra morgenstunden på én til fire-fem graders frost, men fordi det blæser, så kommer det til at føles bidende koldt, tilføjer Søren Jacobsen.

Sneen breder sig

Sneen falder som nævnt i Vestjylland i løbet af formiddagen, og først ud på eftermiddagen når det flere landsdele.

Søren Jacobsen regner med, at snefnuggene har dækket hele Jylland og Fyn og måske det vestligste af Sjælland omkring klokken 16.

Søren Jacobsen har været ansat i DR som TV-meteorolog siden 2002.

- Når vi når ud til aftentimerne, omkring klokken 18, så sner det i hele Danmark, på nær Bornholm, tilføjer han.

I denne omgang ser det nemlig ud, som om Bornholm går fri af snevejret. Hvis det skulle ramme, så er det først ud på de meget sene aftentimer.

På solskinsøen faldt der i sidste uge så meget sne, at flere elever i 0.-4.-klasse, der ellers kunne se frem til at komme i skole igen, måtte blive hjemme. Skolebusserne og bilerne kunne simpelthen ikke komme frem på vejene.

  • Snestormen var i den grad til stede på Bornholm i sidste uge - her er det ved Allinge, tirsdag den 9. februar 2021. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)
  • Det store snefald med fygning og snedriver skaber trafikale problemer på klippeøen i sidste uge. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)
  • Vinden susede også ind over solskinsøen. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)
  • Sneen medførte, at flere elever i 0.-4.-klasse, som ellers havde fået god for at komme i skole, måtte blive hjemme lidt længere. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)
1 / 4

Der er også mulighed for snefygning

Da blæsten også har sit greb om Danmark i dag, er der mulighed for, at sneen vil begynde at flytte på sig.

- Det er min vurdering, at det med en fem til ti centimeters sne ikke i sig selv er noget stort problem. Jeg venter ikke, at det på motorveje og hovedveje bliver noget problem. Generelt ser jeg det ikke som noget, der kommer til at lukke landet. Det er ikke en decideret snestorm, fortæller Jacobsen.

Bornholm, som er det eneste sted, der er undtaget for snevejret, bør sneen dog ikke fyge.

- Det er min erfaring, at noget gammelt sne, der har været udsat for tre dages solskin, det får en overflade, som ikke er fygebar. Hvis sneen først har været det mindste i nærheden af nul grader, så kommer den ikke til at fyge igen.

Varmere temperaturer lader vente på sig, men er på vej

Mandag nat bør sneen have lagt sig, og så venter to dage med grumset og uklart vejr.

- Som det ser ud lige nu, får den sydlige del af landet tirsdag og onsdag tøvejr, men vinden når ikke Nordjylland, og så tror jeg ikke, at det bliver tøvejr. Så det bliver på eller lige under frysepunktet.

Som prognoserne ser ud nu, bliver det et par dage med meget forskelligartet vejr i Danmark.

- Der kan være sne i nord, der kan være en zone med isslag, der kan være regn mod syd, og der kan i princippet være tåge alle steder, for der er ikke specielt meget vind, så det er virkelig en grumset, uklar vejrsituation.

Selvom varmegraderne lader vente på sig, lover weekendvejret stadig godt.

- Det ser stadig ud, som om at der til weekenden kommer et ordentlig skub varme. Det kan stadig godt blive tocifrede varmegrader, siger Søren Jacobsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter