Søndag: Et stykke med solskin, tak!

Efter en regnfuld nat står vi i morgen op til en flot solskinssøndag.

Der bliver generelt masser af kig til solen på søndag. Og med temperaturer på 10-13 grader og rolig vind er der lagt op til en flot efterårsdag. (Foto: DR Grafik)

Hvis søndag for dig rimer på en afslappende slentretur eller hyggeligt havearbejde, så er vejret med dig i morgen. For søndagen byder generelt på tørvejr, rolig vind og ganske gode solchancer.

Våd nat, men med opklaring

Men først skal en front med regn passere landet i nat. Ifølge de seneste prognoser lægger den vejen forbi alle landsdele, men når først fronten er passeret, er der opklaring og tørvejr fra vest. Nattetemperaturerne vil svinge en del; Lunest bliver det på Bornholm og i det nordsjællandske med omkring 10 grader, mens man i det centrale Jylland kan forvente ned til 4 grader. Den natlige vind bliver let til frisk mellem nordøst og nordvest, og ved kysterne kan vinden stedvis være hård.

En tørvejrsdag med solskin

Fra morgenstunden vil Bornholmerne nok stadig opleve en smule regn, men det hører op i løbet af formiddagen og efterlader således derfra hele landet med en tørvejrsdag foran sig. Der bliver generelt rigtig gode chancer for, at solen vil kigge ned til hele landet - lige med undtagelse af Bornholm, der vil ligge i slipstrømmen af nattens front, og det vil give noget overskyet vejr til Klippeøen om formiddagen.

En aftagende vind

Temperaturerne kommer til at lægge mellem 10 og 13 grader, og vinden aftager i løbet af dagen. Om formiddagen er vinden nemlig let til frisk fra nord og nordvest, men drejer i løbet af eftermiddagen om i sydvest og vest og bliver svag til jævn.