Søndag giver færre byger og lidt mere sol

Og så bliver det en smule køligere.

Solopgang ved Aalbæk havn lørdag morgen , inden bygerne for alvor satte ind. I de næste to uger vil solopgangen fortsat bliver lidt senere hver dag. (Foto: Inger Nielsen © DR brugerfoto)

For mange har fredag og lørdag været et par mørke, våde og og blæsende dage. Ikke meget julestemning og bjældeklang over den slags vejr. Men nu lysner det lidt, dog stadig uden bjældeklang.

Sol

Der bliver betydelig større huller til solen at kigge igennem søndag i forhold til lørdag. Ikke at det bliver skyfrit, men mere ligelig fordeling af sol og skyer. Det man i årevis har kaldt vekslende skydække. Meteorologer siger det stadig.

Byger

Der kommer også regnbyger søndag, men de falder betydelig mere spredt og der kommer ikke nær så mange som lørdag. I løbet af eftermiddags- og aftentimerne vil en opklaring brede sig ned over landet fra nordvest.

Vind og temperaturer

Vinden bliver fortsat markant, det vil sige frisk til hård fra vestlige retninger, men ved Jyllands vestkyst bliver det kuling, op til 20 m/s fra nordvest. Den kraftige vind vil mindske temperaturudsvingene, så vi kommer til at ligge mellem 3 og 7 grader hele døgnet. Søndag aften kan vi nogle steder komme lidt længere ned og det kan betyde risiko for glatte veje.

Facebook
Twitter