Søndagssolen boltrer sig  

For mange er søndag slutningen på Kr. Himmelfartsferien. En ganske fin slutning, endda.

Himlen vil være prydet med både skyer og sol i morgen. Formentlig med en overvægt af det sidste. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Vejret sætter et mildt, meteorologisk punktum for Kristi Himmelfartsferien. I morgen søndag er der nemlig udsigt til 24 graders varme nogle steder i landet, mens solen vil dele gavmildt ud af strålerne.

Find solcremen frem

Formiddagen kan være en kende overskyet – især for jyderne og fynboerne, men på den anden side af frokost tynder det lidt ud i skyerne, og solen får mere og mere plads. UV-indeks kan da også havne på 4,9 i perioderne med skyfri himmel, så det er en god idé at have solcremen inden for rækkevidde.

Op til 24 grader

Temperaturen stiger støt og roligt for at toppe om eftermiddagen på 24 grader i den centrale del af både Sjælland og Jylland. Køligere bliver det ved kyster med pålandsvind. Det er i morgen de østvendte kyster, for vinden bliver let til frisk fra østlige retninger.

Nyd det fine tørvejr, så længe det varer. Et lavtryk sender fronter med regn op til os senere på ugen.

Alting har en ende

Alt i alt en fin afslutning på weekenden hvad vejret angår. Det samme gælder mandag og tirsdag, men det er med at nyde det. I løbet af onsdagen og torsdagen sender et lavtryk sydøst for os nemlig regn til landet.