Sol og forårsvarme over Danmark: 'Det er usædvanligt vejr for en februardag'

- Vi plejer at ligge omkring de to grader og have mange dage med frost, lyder det fra meteorolog.

Læserbillede fra Amager Fælled i København

Februar måned har mestendels budt på mørke dage med kulde og store mængder regn, men nu kan du endelig finde solbrillerne frem.

Dagen i går blev den indtil videre varmeste dag i 2019 med over 12 grader flere steder i landet. Og solen fortsætter med at varme Danmark op i dag, hvor temperaturen nogle steder vil nå op over ti grader.

Ifølge vagthavende meteorolog hos DMI, Steen Rasmussen, er vejrudsigten 'meget usædvanlig' for februar måned.

- Vi plejer at ligge omkring de to grader og have mange dage med frost. Når vi rammer ti grader, er der tale om usædvanligt vejr for februar. Det er sjældent, at det er så varmt så tidligt på året, lyder det.

Ti grader er forårsvejr

Højeste temperatur i februar sidste år var 6,6 grader, mens månedens middeltemperatur var 0,7 grader.

Steen Rasmussen forklarer, at vi normalt skal hen mod april måned for at ramme flere dage med temperaturer på over 10 grader.

- Det er nogle år siden, vi sidst har haft så varme dage i februar. I går kom vi næsten op på 12 grader, og det har vi ikke været siden 2014. Det er jo forårsvejr, siger Steen Rasmussen.

Ved Danmarks syd- og sydvestvendte kyster vil pålandsvinden bringe temperaturerne ned på 5-6 grader, men solen vil skinne over hele Danmark. I hvert fald til hen på eftermiddagen, påpeger meteorologen:

- Det bliver en pæn dag for de fleste, så det er bare med at komme ud og nyde vejret.

Facebook
Twitter