Sol, sol og sol: April ryger ind på top 5

De mange solskinstimer gav høje temperaturer, men også udfordringer.

April måned var i høj grad kendetegnet af en skyfri himmel, der gav solens stråler rig mulighed for at ramme jorden. Her ved Haderslev. Foto: Viggo Hjort Kohberg

Selvom sommeren endnu er måneder væk, så har det allerede været muligt at tyv-starte på den gylnde kulør, der følger med solskin. April blev den nemlig den fjerdemest solrige april, vi nogensinde har målt i Danmark. Det blev til 261 timer med sol.

Dermed er der rokeringer i top 5 over de mest solrige april-måneder, og det er faktisk andet år i streg, forklarer

DR
Vejrets
meteorolog
Søren Jacobsen:

- To i rap er ikke en stime, men den meget solrige april i år følger efter sidste års april, hvor der blev sat ny rekord for solskin med hele 273,7 timers solskin. Så langt når vi ikke op i år, men der har til det sidste været kamp til stregen om, hvorvidt april i år kunne komme i top 3 over listen på alletiders solrige april'er. De sidste dage i april har været karrige med sol, og derfor har soltallet stået lidt stille efter de mange solrige dage, forklarer han.

Opklaringen på den allersidste dag i måneden var ikke tilstrækkelig til at komme i top 3.

Lunefulde april

De mange timers sol har i høj grad påvirket månedens normal. De fleste danskere har haft mulighed for at nyde solen, men hos nogle har det medført en del bekymringer, forklarer Søren Jacobsen:

- For landbruget kan en solrig april presse dem. Vi har blandt andet set, at de har været nødt til at kunstvande. Omvendt så øges fotosyntesen også, hvilket er godt for landbruget. Men aprils lunefulde vejr har især givet den udfordring, at der har været risiko for nattefrost og

tørke
. De skyfri
døgn
betyder nemlig, at varmen forsvinder ud i
atmosfæren
, og kulden kan ødelægge planterne. Kombineret med meget lidt vind, så har vi endnu en faktor, der kan give lavere temperaturer, siger han.

I store dele af april sørgede et højtryk for, at der også var vindstille. Her er det ved Fyns Hoved. Foto: Torben Christensen (Foto: TORBEN CHRISTENSEN)

Forskellige målinger

I Danmark har man målt solskin siden 1920, men man skiftede målemetode i 2001. Derfor kan man ikke være helt sikker på, at tallene inden da kan sammenlignes direkte.

Det forklarer Mikael Scharling,

klimatolog
hos
DMI
.

- I dag måler vi mere på mængden af energi end direkte solskin. Det er svært at sammenholde tallene direkte, og vi vil have en lille grad af usikkerhed forbundet med de tidligere tiders tal. Men det ændrer altså ikke på, at vi har haft en meget solrig april i år, siger han.

Den mørkeste april var i øvrigt 1937, hvor der kun blev målt 84

solskinstimer
.

Facebook
Twitter