Sommer igen: Mellem 23 og 28 grader

Husk shorts, solbriller og solcreme på denne flotte august-torsdag.

Gule sole fylder godt på tordagens vejrkort. Temperaturerne vil være mellem 23 og 28 grader. (© DR Nyheder)

Skjorter med korte ærmer og de lette sommerkjoler kan blive lettere svedige og slidte i dag. Sommervarmen har nemlig bidt sig lidt fast, og termometeret når op på mellem 23 og 28 grader.

Solen fylder pænt på himlen over Amager tidligt torsdag morgen. (Foto: Stephanie Gaarde Caruana © Brugerbillede)

Det bliver en flot sommerdag, siger vejrvært hos DR Søren Jacobsen:

- Vi får 23-28 grader, og det vil de fleste nok opleve som behageligt varmt uden at være trykkende.

Termometeret viser mange steder 16 grader, allerede lidt før klokken 8.

Flere skyer sidst på dagen

Vinden, som nu kommer fra sydøst og øst, gør dog, at det bliver køligst ved de østvendte kyster. Her når temperaturerne kun op omkring 20 grader.

Solen får sidst på dagen konkurrence af skyerne, der vil fylde mere og på mere på augusthimlen. De kommer fra sydvest og breder sig ind over landet, jo længere dagen skrider frem.

Solen fylder pænt på himlen over Amager tidligt torsdag morgen. (Foto: Wanda Sørensen © Brugerbillede)

I nat dykker temperaturen til mellem 15 og 18 grader, og vinden skifter retning.