Sommeren har stadig til gode at give os en periode med stabilt, tørt, og solrigt vejr. Ja, dét vejr, vi fik rekordmeget af i foråret.
Men i denne uge ser det ud til, at prognoserne har netop det vejr med, som de sommerhungrende mangler. De næste dage vil der stadig være enkelte byger, men det vil nok nærmere være vinden, og hvad den bærer med sig, vi vil lægge mærke til.
Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Søren Jacobsen.
- I løbet af ugen etableres et mindre højtryk sydvest for Danmark, og det holder vinden rundt i det lidt kølige, vestlige hjørne, men der begynder at ske noget for alvor i løbet af fredag. Højtrykket rykker østpå, og sammen med et lavtryk nordvest for os sætter det fut i transport af varmen fra Frankrig og Spanien op over Nordeuropa.
Varm weekend
Ugen igennem vil dagens maksimale temperatur stige med omtrent en grad per dag. Fredag vil vi dog mærke, at tingene tager fart til lørdag, som bliver ugens varmeste dag. Varmen bliver dog ikke jævnt fordelt, siger Søren Jacobsen.
- Det bliver varmest på Lolland-Falster, hvor vi lørdag regner med 28 grader. Men ikke hele landet får glæde af varmen. I Nordvestjylland bliver det antageligt 10 grader køligere, lyder det.
Forklaringen på, at det nok ikke bliver alle, der får lov at holde weekend i så høje temperaturer, er, at varmen ikke har direkte kurs mod os, men nærmere den østligere del af kontinentet.
- For eksempel Berlin kan se frem til 35-36 grader i weekenden, og det er en del af den varme, der kommer op over Danmark.
Kold start på juni
Varmen bliver dog ikke hængende hele weekenden, ifølge prognoserne. Allerede natten til søndag skifter det.
- Natten til søndag giver det et abrupt vejrskifte, og det bliver derfor en kort, hed affære, siger Søren Jacobsen.
Varmen kan dog bidrage til at trække temperaturen op for årets første sommermåned. Lige nu ligger middeltemperaturen på 13,3 grader, hvilket er 1,2 grader under klimanormalen.
Men vi skal have et skifte i vinden, inden det kan blive landsdækkende sommer, siger Søren Jacobsen.
- Med en kølig Nordsø og vestenvind kan det ikke blive sommervarmt i Danmark.